Delphin Tshiembe, der her ses i aktion for AC Horsens, skal i fremtiden tørne ud for Vendsyssel. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Sport

Vendsyssel FF henter forsvarsklippe: Truppen er ved at være på plads til premierekamp

Der er for alvor ved at komme skub i tingene hos Vendsyssel FF

22. juli 2021 kl. 17:05

FODBOLD: Trafikken er for alvor ved at være indgående igen i Vendsyssel FF's omklædningsrum, hvor man nu også skal have fundet plads til Delphin Tshiembe, som klubben har skrevet kontrakt med.

Den 29-årige forsvarsspiller har senest spillet i HB Køge, men nu skal han fremadrettet skrive Vendsyssel-spiller på visitkortet. Han er hentet til det nordjyske med en klar opgave.

- Vi har sagt farvel til en del lederskab, så det har været en klar prioritet at få sådan noget ind på holdet. Det får vi med Delphin Tshiembe, for han er en spiller, der kommunikerer godt med sine medspillere, og så er han en spiller, der går forrest, siger Søren Henriksen.

Der er dog også mange andre kvaliteter i den garderhøje forsvarsspiller, som også har en fortid i blandt andet AC Horsen og i skotske Hamilton.

- Han er god til at spille bolden frem i banen, og så er Delphin først og fremmest en rigtig dygtig forsvarsspiller. Han er god til at forsvare, siger Søren Henriksen, som med tilgangen af Delphin Tshiembe slipper for at medbringe egne støvler, når man søndag skal møde Esbjerg i sæsonpremieren.

- Med Delphin er vi nu så langt, at vi i hvert fald kan stille et fint hold til den første kamp i Esbjerg, og det har jo været første opgave. Det har været en balancegang, fordi vi ikke skulle tage spillere ind, som vi ikke ønskede i klubben om tre-fire uger, men samtidig har vi også haft brug for at få nogle spillere ind, understreger Søren Henriksen, der føler, at klubben indtil videre har ramt det rigtige snit.

- Det har været en lidt speciel situation, men vi har haft en klar ide om, hvilket niveau de nye spillere skal komme med. De nye spillere skal komme med en vis kvalitet, siger Søren Henriksen.

Indtil videre har man hentet Diego Montiel og Delphin Tshiembe, mens man har forlænget med Mikkel Wohlgemuth, der egentlig havde kontraktudløb ved indgagen til juli.

- Vi håber på at lande måske en spiller mere inden premieren, og så må vi se, for det er klart, at vi skal have flere spillere ind, men vi skal også have is i maven og se, hvordan markedet udvikler sig, siger Søren Henriksen.

Mens Vendsyssel under de tidligere udenlandske ejere fik et lidt betænkeligt ry, så er der nu andre og positive vinde, der blæser over Hjørring.

- Jeg tror ikke, vi er blevet valgt fra endnu på grund af usikkerhed omkring projektets troværdighed. Jeg fornemmer, at folk godt kan se, at vi er på vej i den rigtige retning. Min fornemmelse er i hvert fald god i forhold til det videre arbejde, siger Søren Henriksen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu