Husmoderforeningen fik besøg af tidligere hotelchef
HIRTSHALS: Hirtshals Husmoderforening havde tirsdag aften møde i Atriumsalen i Nordsøen.
Her fik foreningen besøg af Flemming Søgaard, tidligere hotelchef på Hotel Fyrklit, som holdt foredrag om sine 50 år i hotel- og restaurationsbranchen.
Det skriver Hirtshals Husmoderforening i en pressemeddelelse.
Med stor fortællerglæde, humor og et væld af anekdoter tog Flemming Søgaard publikum med gennem sit arbejdsliv på hoteller, restauranter og feriecentre i både ind- og udland.
Fortællingen begyndte med de første år som piccolo og volontør på forskellige hoteller i Danmark.
Herefter fulgte læretiden som kok og senere arbejde i blandt andet Schweiz, Restaurant Legoland, på hotel med restauranter i Messe- og Kongreshallerne i Herning samt Hereford Beefstouw.
Siden blev Flemming Søgaard selvstændig kromand, inden karrieren til sidst førte ham til Hirtshals, hvor han tilbragte 25 år som hotelchef for et stort feriehotel.
Bestyrelsesmedlem Tove Risgaard Petersen fortæller, at foredraget med Flemming Søgaard var både hyggeligt og interessant.
På en varm og humoristisk måde gav han ifølge hende et godt indblik i sit lange arbejdsliv, og medlemmerne af Hirtshals Husmoderforening nød de mange historier om de oplevelser, han har haft gennem sin karriere.