Seneste nyt
Billede beskrivelse

Frimærker i lange baner: Samlere mødes i Hjørring

20. september 2026 kl. 06.03

HJØRRING: Hjørring Filatelistklub inviterer til den årlige store frimærkebyttedag i Bingohallen. 

Her kan samlere og andre interesserede bytte, købe, sælge og få vurderet frimærker. Der er gratis adgang hele dagen.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Byttedagen begynder kl. 10.00 og slutter, når dagens auktion er afsluttet omkring kl. 17.00.

Alle er velkomne til at bytte frimærker, postkort og andet med de mange samlere, der mødes i Bingohallen. 

Ud over klubbens egne samlere kommer der besøgende fra flere andre danske byer. Der er desuden tradition for, at flere frimærkesamlere fra Norge tager turen til Hjørring til den årlige byttedag, som klubben har arrangeret i mange år.

Få vurderet gamle frimærker

Klubben medbringer frimærkekataloger, som frit kan benyttes under byttedagen.

Har man frimærker liggende i skabe eller skuffer, er der mulighed for at få dem vurderet.

Ønsker man at sælge sine frimærker, kan klubben og andre deltagere på byttedagen også være interesserede i at give et tilbud.

Der vil desuden være frimærkehandlere til stede med mulighed for at købe både frimærker og tilbehør. Nogle af handlerne sælger også mønter, så møntsamlere kan også finde noget at kigge nærmere på.

Klubbens medlemmer står klar til at besvare spørgsmål, og interesserede kan melde sig ind i Hjørring Filatelistklub. Klubben holder møde to aftener om måneden med undtagelse af maj, juni og juli. 

Medlemmer af klubben bliver samtidig automatisk medlem af Danmarks Filatelist Forbund.

245 lot under hammeren

Kl. 13.00 åbnes der for eftersyn til dagens auktion. Her kan interesserede gennemse de auktionslot, der kommer under hammeren, når auktionen begynder kl. 14.30.

I alt er der 245 lot til salg. 

De består blandt andet af enkeltmærker, samlinger, større kasser med frimærker fra mange lande samt forskelligt frimærketilbehør.

Ønsker man at byde på auktionen, kan man henvende sig ved klubbens stand og få udleveret et bydernummer og eventuelt et katalog.

Klubben forventer, at der igen i år kommer mange interesserede og købelystne samlere.

Som noget ekstra vil Kreative Vendelboere i år også være repræsenteret med en stand, hvor der hovedsageligt vil være trædrejning.

Bingohallens cafeteria sælger forskellige drikkevarer og mad, så der er mulighed for at få stillet sulten for dem, der ønsker at blive hele dagen.

Program

Kl. 10.00: Byttedagen åbner

Kl. 13.00-14.00: Eftersyn til storauktion

Kl. 14.30: Auktionen begynder

Ca. kl. 17.00: Byttedagen slutter efter auktionen

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste