25 år med Huset i Sindal: -Man ved bare, at folk forstår en

SINDAL: Der var både gamle brugere, tidligere medarbejdere og gæster fra andre væresteder, da Huset i Sindal markerede sit 25-års jubilæum. Blandt gæsterne var Ina Kaadekildeholm, som selv har oplevet, hvor stor en forskel værestedet kan gøre.

Der var flag, vejret viste sig fra sin gode side, og omkring 40 mennesker lagde vejen forbi, da Huset i Sindal fejrede 25 år.

Det blev en dag med gensyn og fællesskab. Både nuværende og tidligere brugere deltog, ligesom tidligere medarbejdere og folk fra andre væresteder var mødt op.

- Det var en rigtig god og hyggelig dag med mange besøgende. Det var dejligt at se, at der var dukket folk op fra andre væresteder, gamle brugere og gammelt personale. Der var virkelig god opbakning, fortæller Ina.

Det gode vejr betød samtidig, at en del af jubilæet kunne foregå udendørs, mens brugerne hjalp hinanden med blandt andet køkkentjansen.

Skulle tage mod til sig

For Ina var jubilæet også et gensyn med et sted, der tidligere har haft stor betydning i hendes eget liv. Hun husker ikke præcist, hvor mange år siden det er, hun første gang stiftede bekendtskab med Huset. På det tidspunkt gik hun hjemme, havde det svært og følte sig isoleret med et begrænset netværk. Så hørte hun om Huset i Sindal. Et værested, hvor man ikke behøver visitation for at komme ind ad døren.

Men det krævede alligevel noget at tage det første skridt.

- Jeg skulle tage mod til mig og kigge ind. Men jeg blev mødt med åbenhed og hjertevarme, og det var enormt rart at komme der, fortæller hun.

Noget af det, der gjorde Huset særligt for Ina, var mødet med andre mennesker, som også havde noget med sig.

- Man sad ikke og dyrkede grundene til, hvorfor man var der. Men man vidste bare, at de andre alligevel forstod en. Der var en form for indre anerkendelse, fortæller hun.

Kommer stadig forbi

Ina har gennem årene haft perioder, hvor hun ikke har benyttet Huset. I dag er hendes liv et andet sted, og hun er i arbejde.

Hun kommer derfor ikke længere fast på værestedet, men Huset har fortsat en betydning for hende, og indimellem kigger hun forbi for at se, hvordan det går.

Netop derfor har det også berørt hende, når der gennem årene har været tale om besparelser på området. For Ina er det vigtigt, at muligheden for at træde ind ad døren fortsat findes for mennesker, der har brug for den.

- Jeg håber, at Huset får lov til at ånde og være der og have den funktion, det har. Jeg håber, at det kan blive ved med at være der, siger hun.

Og hun har samtidig en opfordring til dem, der måske står i samme situation, som hun selv gjorde engang, og overvejer, om de tør tage det første skridt.

- Jeg håber, at folk tager mod til sig og kommer ind.