Trods amputeret opstart: Vendsyssel overrasker med point mod vestjysk tophold

Michael Schjønbergs tropper tilkæmpede sig et vigtigt point mod topholdet Esbjerg, da vendelboerne tog hul på foråret med et målløst opgør

13. februar 2021 kl. 15.53
Opdateret kl. 17.29

FODBOLD: De færreste havde forventet nordjysk pointhøst, da Vendsyssel FF lørdag spillede årets første 1. divisionskamp.

Her ventede topholdet Esbjerg som første modstander, efter nordjyderne fik en aldeles mangelfuld opstart grundet et udbrud af covid-19 blandt trup og stabsmedlemmer. Cheftræner Michael Schjønberg kunne dog se sit hold tilkæmpe sig et enkelt point efter 0-0 på Blue Water Arena.

Især østrigske Fabian Ehmann viste sig som en vigtig sidste skanse i sin nye klub. Den nye målmand fik flere gange punkteret esbjergensernes tilnærmelser i Vendsyssel-feltet.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen.

Kampfakta

Advarsler: Jeppe Svenningsen, Vendsyssel (18. minut), Kevin Conboy, Esbjerg (37. minut), Joni Kauko, Esbjerg (65. minut), Andreas Kaltoft, Vendsyssel (81. minut), Henri Järvelaid, Vendsyssel (89. minut), Zander Hyltoft, Vendsyssel (90. minut)

Startopstilling, Vendsyssel (4-4-2): Fabian Ehmann - Tobias Damgaard (Henri Järvelaid, 79. minut), Anders Bærtelsen (Andreas Kaltoft, 79. minut), Jakob Hjorth, Jeppe Svenningsen - Gregory Berthier, Zander Hyltoft, Jelle van der Heyden (Dûsan Jajic, 60. minut), Tiemoko Konaté - Mikkel Agger (Mohammed-Cham Saracevic, 60. minut), Virgiliu Postolachi

Det var især islandske Kjartan Finnbogason, som pressede på fra hjemmeholdets side. Flere gange kom den nytilkomne angriber til store chancer. Især kort før pausen så det ud til, at den målfarlige islænding scorede for favoritterne.

Men tidligere AaB-midtstopper Anders Bærtelsen nåede at redde bolden, der dansede på stregen bag Fabian Ehmann.

Gennem anden halvleg fik Esbjerg et større overtag i kampen, og det stod klart, at gæsterne satsede på at tage fra havnebyen med det ene point i bagagen.

I slutningen af kampen fandt Henri Järvelaid dog sin holdkammerat Mohammed-Cham Saracevic med et fremragende indlæg. Den østrigske offensivspiller fik også foden på bolden, men chancen på klos hold af Mads Kikkenborg i Esbjerg-målet blev blokeret.

Vendsyssel ligger på en 10. plads i landets næstbedste række.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste