Billede beskrivelse

Tavsheden er larmende fra Vendsyssel FF's side

Blot et par dage før træningsstart tårner spørgsmålene sig op i Vendsyssel FF, hvor de udenlandske ejere er gået i flyverskjul

25. juni 2021 kl. 20.14
Opdateret 26. juni 2021 kl. 17.28

FODBOLD: Efter planen skal Vendsyssel FF’s spillertrup møde ind til første træning på mandag. Umiddelbart er det nogenlunde det eneste, som man er sikker på lige nu i klubben.

Informationsstrømmen fra de udenlandske ejere med Ahmet Schaefer i spidsen har været på niveau med den mængde information, der slipper ud fra Nordkorea.

Det har nu fået spekulationerne til at blomstre. De to mest populære antagelser er enten en kommende konkurs eller et ejerskifte, hvor den tidligere hovedkationær Jacob Andersen kommer tilbage som ejer.

Se også
Schjønberg takker af som træner hos Vendsyssel FF

Nordjyske har været i kontakt med flere ansatte i klubben, der eksempelvis ikke kan svare på, hvem der skal stå for mandagens træning. Er Michael Schjønberg træner eller er han ikke træner for klubben? Og hvad med spillertruppen? Den er efterhånden så decimeret, at Vendsyssel lige nu egner sig bedst til at stille op i den lokale firmafodboldturnering i Hjørring.

Nordjyske har i løbet af den seneste uge forsøgt at få svar på nogle af de mange spørgsmål ved gentagne gange at kontakte den udenlandske ejerkreds, men det er ikke blevet til mere end forgæves opkald og ubesvarede SMS’er.

At Nordjyske ikke kan få fat på ejerne er én ting. Men det forlyder, at administrationen har omtrent ligeså svært ved at få fat på ejerne, hvilket lyder lettere bekymrende for nu at sige det mildt.

Lige nu figurerer 19 spillere i Vendsyssel-truppen, hvis man skal tro klubbens hjemmeside. Her er der blandt andet tale om Morten Knudsen, Mikkel Wohlgemuth, Andreas Kaltoft, Virgiliu Postolachi og Muhammed-Cham Saracevic. Fælles for disse spillere er, at deres aftaler med VFF står til udløb ved månedens udgang.

Vendsyssel kan derfor være nede på 14 mand, når juni bliver til juli. Hvis man spørger rundt i markedet, er der ingen agenter i Danmark, der har noteret sig interesse for spillere fra Vendsyssels side. Det kunne derfor godt ligne en ny sending udenlandske spillere, hvis man skal have forstærket truppen frem mod den kommende sæson. Der er så vidt vides ikke arrangeret træningskampe, og der er ingen, der kan svare på, hvem der skal være træner, da det ikke er faldet på plads med en forlængelse til Michael Schjønberg, som klubejer Ahmet Schaefer ellers klart og tydeligt ønskede sig efter sidste sæson var spillet til ende.

Man skal i den grad passe på med at løbe med løse rygter, men én historie bliver ved med at komme op til overfladen, når man snakker med folk i eller omkring klubben: Jacob Andersen skal ind og agere redningsmand ved at købe klubben tilbage fra de nuværende ejere, der ikke ønsker at fortsætte ejerskabet af VFF. Det har dog ikke været muligt at verificeret den udlægning.

Alle disse faktorer skaber et samlet billede af en klub, hvor ordet kaos ligger på lige på tungen. Det er også en situation, som man har noteret sig i Spillerforeningen.

- Vi får forskellige henvendelser fra spillere, som er bekymrede for situationen. Vi er i dialog med dem, og overordnet er vi også bekymrede, da der er flere løse ender før træningsstarten på mandag, siger Michael Sahl Hansen, der er direktør i Spillerforeningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste