Skal prøve sig af i udlandet: Vendsyssel skiller sig af med endnu en spiller
Tobias Christensen udlejes pr. dags dato til B36 Tórshavn
FODBOLD: Onsdag kunne Dagbladet Holstebro-Struer berette, at den unge målmand, Mads Sylvan Jensen, havde skiftet tilværelsen som professionel hos Vendsyssel FF ud med en amatørkontrakt hos Holstebro Boldklub. Men det er ikke den eneste spillerafgang, som Hjørring-mandskabet kan præsentere.
Sent onsdag aften meddeler Vendsyssel FF nemlig på klubbens hjemmeside, at den har udlejet den 26-årige offensivspiller, Tobias Christensen, til B36 Tórshavn.
Christensens lejeaftale med B36 Tórshavn gælder frem til udgangen af denne sæson.
- For nuværende står Tobias ikke umiddelbart overfor spilletid, så derfor er lejemålet med B36 Tórshavn en optimal løsning for begge parter. Vi er sikre på, at Tobias kan få den ønskede spilletid, og vi ser frem til at følge ham i foråret, siger klubbens cheftræner, Michael Schjønberg, om lejemålet.
Tobias Christensen skiftede til Vendsyssel FF i sommeren 2020 fra HB Køge, og han har blandt andet en fortid hos spanske Elche samt F.C. Københavns ungdomshold.
B36 Tórshavn spiller i den bedste færøske række, hvor klubben står noteret for 11 mesterskab. Den er sammen med HB Tórshavn en af de største klubber på Færøerne og spiller ofte med i europæisk fodbold.