Billede beskrivelse

Gense AaB mod Vendsyssel FF i lørdagens dobbeltforestilling

Nordjyllands bedste fodboldmandskaber testede formen i to kampe over 90 minutter. Gense begge her på nordjyske.dk

02. februar 2022 kl. 12.38
Opdateret 06. februar 2022 kl. 00.46

FODBOLD: AaB's superligamandskab og Vendsyssel FF's 1. divisionshold er i fuld gang med forberedelserne til forårssæsonen, og lørdag mødte de hinanden i to opgør over 90 minutter.

Kampene blev livestreamet her på nordjyske.dk, og seerne kunne se AaB trække sig sejrrigt ud af dem begge.

Kampfakta, første kamp

Mål: 1-0 Zander Hyltoft (10. minut), 1-1 Kristoffer Pallesen (17. minut), 1-2 Louka Prip (31. minut), 1-3 Louka Prip (40. minut), 1-4 Frederik Børsting (66. minut)

Vendsyssel (4-3-3): Lukas Jonsson - Rune Frantsen, Xandro Schenk, Mads Greve, Thomas Oude Kotte - Jelle van der Heyden, Zander Hyltoft, Jeppe Pedersen - Lucas Jensen, Ronnie Schwartz (Wessam Abou Ali, 45. minut), Tiemoko Konaté

AaB (3-5-2): Jacob Rinne - Mathias Ross, Rasmus Thelander, Daniel Granli - Kristoffer Pallesen, Malthe Højholt, Magnus Christensen, Iver Fossum, Frederik Børsting - Louka Prip (Jakob Ahlmann, 60. minut), Kasper Høgh

Vendsyssel lagde bedst ud i første opgør mod superligamandskabet. Det var således hjemmeholdet, som satte et hårdt pres på AaB’s defensiv.

Det gav pote efter 10 minutter, hvor Zander Hyltoft opsnappede en løs bold uden for feltet. Herfra sendte han en flad bold uden for Jacob Rinnes rækkevidde.

Derefter kom der mere liv i AaB, som gang på gang tilspillede sig hjørnespark og pressede på for et mål.

Kort efter Vendsyssels scoring udlignede gæsterne også på et hjørnespark , da Daniel Granli forlængede et dødbolden til Kristoffer Pallesen. Backen udlignede med en afslutning højt i mål.

Efter en halv time bragte offensivspilleren Louka Prip så AaB foran, da han modtog en aflevering fra Granli og satte hurtigt aftræk på en velplaceret afslutning, som Lukas Jonsson var chanceløs på.

Keeperen lignede dog en skurk, da Louka Prip fem minutter senere stjal en løs bold fra fødderne af svenskeren og trillede den i et tomt mål til 1-3.

Efter pausen var det ligeledes superligaspillerne, som sad på opgøret. Efter en intern rokade var Frederik Børsting rykket frem i offensiven for AaB, og her skabte han ravage.

Efter 66 minutter lavede han således samme nummer som sin udskiftede holdkammerat, Louka Prip. Børsting gik nemlig ind på kroppen af Lukas Jonsson med bolden i fødderne, og det gav et helt frit mål, som den alsidige AaB’er gjorde det til 1-4 på.

Kampfakta, anden kamp

Mål: 0-1 Casper Gedsted (38. minut), 0-2 Jakob Ahlmann (39. minut), 0-3 Milan Makaric (44. minut), 0-4 Anosike Ementa (77. minut), 0-5 Anosike Ementa (90. minut), 1-5 Martin Dong (90. minut)

Vendsyssel (4-3-2-1): Marcus Bundgaard - Tobias Damsgaard, Daniel Mortensen, Terence Baya - Pafait Bizoza, Abraham Simon, Panagiotis Armenakas - Magnus Kjellerup Andersen, Martin Dong - Anton Søjberg

AaB (3-4-1-2): Theo Sander - Jacob Buus, Vladimir Prijovic, Anders Hagelskjær - Casper Gedsted, Oliver Ross, Pedro Ferreira, Jakob Ahlmann - Kasper Kusk - Anosike Ementa, Milan Makaric

Andet opgør involverede talenter, prøvespillere og marginalspillere på tværs af mandskaberne. Dermed var relationerne knap så stærke, og det kunne ses.

Igen var det dog AaB, som dominerede på grønsværen i Vrå. Særligt den unge offensivspiller Oliver Ross viste sig flot frem og blev en vigtig brik i gæsternes angreb. Superligaprofilen Mathias Ross' lillebror var ligeledes med i de to første mål kort før pausen.

Anosike Ementa drev først bolden ind i feltet, hvor Oliver Ross fandt Casper Gedsted i højre side. Herfra sendte den unge wingback en flad afslutning mod det lange hjørne og passerede Marcus Bundgaard i Vendsyssel-målet. Knap et minut senere udbyggede AaB føringen, da Ross testede Bundgaard i målet, og Jakob Ahlmann fulgte op på riposten med en storslået afslutning oppe i målhjørnet.

Ganske få minutter senere lukkede Milan Makaric første halvleg, da han opsnappede en adresseløs bold i feltet og bragte AaB foran med 3-0.

Efter pausen kom Vendsyssel bedre med, men hjemmeholdet formåede aldrig at presse målmandstalentet Theo Sander hos AaB. Alt imens var det fortsat aalborgenserne, som havde optræk til mål.

Forløsningen sørgede tometermanden Anosike Ementa for, da han med knap et kvarter igen brød igennem på en bold fra Vladimir Prijovic og satte en afslutning limet op ad stolpen bag Marcus Bundgaard til 0-4 i Vrå.

Ementa dukkede op igen, da han i slutningen af opgøret gjorde det til 5-0 til AaB efter et hjørnespark fra Kasper Kusks fod. Prompte reducerede Martin Dong, da Vendsyssel opsnappede en bold i AaB's kæder og fik sendt den egenudviklede angriber i en direkte duel med Theo Sander.

Se også
Analyse: Tvivl om disse tre AaB-positioner to uger før forårspremieren
Se også
AaB-vikar nærmer sig den optimale startopstilling

Hold dig opdateret om AaB: Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB her

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste