Schweizere bryder tavsheden: Vi elskede Vendsyssel, men blev ført bag lyset
Core Sports Capital afviser urent trav og beskylder i stedet Jacob Andersen for at sælge dem katten i sækken
FODBOLD: Det schweiziske selskab Core Sports Capital (CSC), der forleden trak sig som ejere fra fodboldklubben Vendsyssel FF, tager nu bladet fra munden og retter en sønderlemmende kritik mod Jacob Andersen.
Sidstnævnte forretningsmand fra Hjørring, der solgte klubben i sommeren 2020 og nu har købt den tilbage, har omtalt partnerskabet med CSC som et ulykkeligt ægteskab. Schweizerne går et skridt videre i deres karakteristik.
- Jacob Andersen viste os en brud, der så smuk ud, men på brylluppets aften, da vi tog kjolen af hende, var hun slet ikke en kvinde. Vi er blevet ført bag lyset, siger Ahmet Schaefer, der er hovedejer af Core Sports Capital.
Læs Jacob Andersens respons på kritikken nederst i denne artikel
CSC forklarer den hidtidige radiotavshed med, at det var en del af aftalen i forbindelse med forhandlingerne om af sælge klubben tilbage til Jacob Andersen. Men nu afviser schweizerne på det skarpeste, at man er løbet med nogen penge.
- Vi har tværtimod tabt 16 millioner kroner på vores otte måneders engagement i klubben, fordi det desværre viste sig, at vi købte katten i sækken. Vi begik den fejl at stole på Jacob Andersen og skynde købsprocessen igennem. Det var dumt, men vi lod os forføre, forklarer Ahmet Schaefer.
Ifølge CSC gik det efter købet op for dem, at Vendsyssel FF havde en gæld på 11 millioner kroner, som var en gigantisk hæmsko. Samtidig mener man ikke, at den tidligere klubledelse evnede at omstille sig og nedskalere omkostningerne efter nedrykningen fra Superligaen i sommeren 2019.
- Så derfor stod vi med rigtig dårlige forudsætninger for at få en god forretning ud af Vendsyssel. Ydermere begik vi den fejl at lade Jacob Andersen forblive CEO i klubben og give ham fuld adgang til alle konti og sportslige dispositioner. Den tillid mener vi ikke, at han kunne leve op til, forklarer Jerome Champagne fra ejerkredsen i Core Sports Capital.
Schweizerne siger, at de i februar i år fik besked fra Jacob Andersen om, at der kun var 70.000 danske kroner at hente ved at søge kompensationspenge fra den danske stat i forbindelse med Covid-19-hjælpepakkerne.
- Men vi hyrede en dansk revisor til at undersøge sagen for os, og i huj og hast fik vi taget initiativ til at søge om kompensationspengene, og i den sidste ende er vi endt med at få 9,1 millioner kroner. Det reddede klubben, at vi tog affære, siger en rystet Ahmet Schaefer.
Som en konsekvens heraf besluttede selskabet af indlede processen med at tage 100 procent over, indsætte sin egen CEO og lukke for Jacob Andersens adgang til klubbens konti.
- Vi hentede en ny træner og nye spillere ind til foråret, som i den sidste ende var med til at redde klubben fra nedrykning. Vi spyttede selv millioner ind i klubben, mens vi ventede på at få kompensationspengene udbetalt. Så når nogen taler om, at vi har tømt klubbens konti, så kan vi kun ryste på hovedet. Vi har ganske vist trukket nogle penge ud - men ikke i nærheden af det beløb, vi har sprøjtet ind, siger Ahmet Schaefer.
Ifølge Core Sports Capital har man i den sidste ende valgt at sælge klubben tilbage til Jacob Andersen for et symbolsk beløb på én euro og accepteret et stort tab på eventyret i Vendsyssel.
- Vi kunne godt have insisteret på at få vores penge tilbage og ladet klubben gå konkurs, men sådan er vi ikke. Det ville være synd for alle de mange gode mennesker, der trods alt befinder sig i kredsen omkring Vendsyssel, slutter Ahmet Schaefer.
Nu vil CSC koncentrere forretningen omkring sine tilbageværende klubber - heriblandt franske Clermont, der netop er rykket op i den bedste række.
- Vi har taget klubben på en rejse fra den tredjebedste række og skabt en succeshistorie. Det viser, at vi godt ved, hvordan man driver en fodboldklub, pointerer schweizerne.
Jacob Andersen har på Vendsyssel FF's Facebook-side kommenteret på ovenstående udtalelser fra Core Sports Capital: