Den tidligere hovedaktionær og nuværende bestyrelsesmedlem Jacob Andersen har ikke tænkt sig at lade Vendsyssel FF gå i hundene. Foto: Lars Pauli
Sport

Rigmand har ikke opgivet Vendsyssel FF: Så må vi jo se, om vi kan hjælpe

Jacob Andersen sagde lørdag farvel som direktør, men det ligner ikke et farvel og tak til Vendsyssel FF fra den tidligere ejer

02. maj 2021 kl. 19:04

FODBOLD: Spekulationerne har været mange omkring fremtiden for Vendsyssel FF. De spekulationer blev for en stund lagt på hylden til fordel for spillet på banen, da Vendsyssel og Hobro spillede 1-1 i en intens forestilling.

Blandt tilskuerne var den mand, der måske bedst af alle, kan kaste lidt lys over fremtidsperspektiverne for Vendsyssel FF; tidligere direktør og hovedaktionær Jacob Andersen, der i dag er menigt bestyrelsesmedlem og sidder med en ejerandel på 10 procent.

Den mere tilbagetrukne rolle er dog ikke ensbetydende med, at Jacob Andersen helt har mistet interessen for Vendsyssel FF.

- Vi har stadig en interesse i at det går godt heroppe. Jeg har stadig interessen i at holde det her kørende, forsikrer Jacob Andersen, der også er ked af, at de seneste dage har handlet om manglende løn til de ansatte i Vendsyssel FF.

- Jeg skal da som bestyrelsesmedlem også beklage, at der er sket den fejl her med den manglende løn. Det har jeg i stærke vendinger gjort klart over for vores hovedaktionærer. Sådan noget er fuldstændig uacceptabelt. Det er meget udansk og meget uvendsysselsk. Jeg har presset på for at få en garanti for, at pengene kommer, og det har de lovet, siger Jacob Andersen.

Han er på ingen måde stolt af den situation, som klubben er havnet i. Panderynkerne over den manglende løn kan dog afløses af et lille skævt smil, når snakken falder på søndagens præstation mod Hobro, hvor Vendsyssel leverede forårets bedste halvleg i de første 45 minutter.

- Det er blandt andet sådan, man kan se, at vi stadig har interesser i klubben. Sådan noget skal ikke forekomme. Jeg kan kun beklage den her uro, men jeg synes også, at vores spil mod Hobro viser, at vi hører til i 1. division. Vi vil også gøre alt for, at der stadig er noget, der hedder Vendsyssel FF efter sommerferien, siger Jacob Andersen.

Man kan kun gisne om, hvad en schweizisk direktør skal stille op med den daglige drift i Vendsyssel FF. Joel Haefliger blev lørdag præsenteret som Jacob Andersens afløser. Det har for alvor fået spekulationerne om klubbens fremtid til at bluse op. Jacob Andersen lyder dog ikke umiddelbart som en mand, der har tænkt sig at lade Vendsyssel FF gå konkurs, hvis de nuværende hovedaktionærer med Ahmet Schäfer i spidsen bliver nødt til at trække stikket.

- Man kan jo ikke garantere noget, men det tror jeg da, at vi vil prøve, hvis det endelig kom dertil, fordi de har committet sig og lovet at stille finansieringen til rådighed. Kan de ikke det, må de jo komme til os, og så må vi se, om vi kan hjælpe. Det kan jo være, at vi har nogle midler, siger Jacob Andersen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu