Mikkel Agger ender pointtørken i opløftende Vendsyssel-præstation
Stimen af nederlag er ovre for nedrykningstruede Vendsyssel, der fik et vigtigt point mod FC Fredericia
FODBOLD: Vendsyssel hentede fredag et tiltrængt point i Fredericia, da nordjyderne spillede 1-1 mod midterholdet i 1. division efter fire nederlag i streg.
Mikkel Agger scorede det forløsende mål for gæsterne, da han efter et opgør med masser af chancer til sig selv og generelt gode takter fra vendelboerne stod for udligningen i kampens afslutning.
Remissen betyder, at Vendsyssel lægger yderligere ét point ned til Kolding på 11. pladsen, mens Skive også spillede uafgjort fredag. Dermed har cheftræner Michael Schjønberg og mandskabet to point ned til begge hold, der ligger under Hjørring-klubben i tabellens bund.
Vendelboerne kan til dels ærgre sig over ikke at få alle tre point med fra opgøret. En hånd på bolden kunne nemlig have kastet et straffespark af sig til gæsterne.
FC Fredericia - Vendsyssel FF 1-1 (1-0)
Mål: 1-0 Christian Tue (7. minut), 1-1 Mikkel Agger (82. minut)
Advarsler: Tobias Damsgaard, Vendsyssel (75. minut), Tiemoko Konaté, Vendsyssel (83. minut)
Opstilling, Vendsyssel (4-5-1): Fabian Ehmann - Lasse Steffensen (Virgiliu Postolachi, 81. minut), Thomas Christiansen, Anders Bærtelsen, Jeppe Svenningsen - Gregory Berthier, Jelle van der Heyden, Dusan Jajic, Mikkel Wohlgemuth (Tobias Damsgaard, 74. minut), Tiemoko Konaté - Mikkel Agger
FC Midtjylland-lejesvenden Christian Tue Jensen udfordrede gang på gang de nedrykningstruede gæster i kampens start, og efter syv minutter lykkedes han med at passere Fabiah Ehmann i mål.
Ved et indkast tog han imod bolden og satte Lasse Steffensen i Vendsyssel-feltet. Herfra placerede han et højt skud, så den var umuligt for den østrigske målmand.
Vendsyssel kom dog godt ind i opgøret igen. Mikkel Agger truede således flere gange hjemmeholdets defensiv. På omkring ti minutter havde angriberen nemlig tre markante chancer, som to gange blev sparket over mål, mens Frederica-målmanden Elias Olafsson stod i vejen den ene af gangene.
Det gode initiativ fra nordjydernes side fortsatte frem til pausen. Efter 34 minutter burde Vendsyssel også have fået en stor målchance i form af en straffespark. Men der blev ikke fløjtet, da Christian Ege Nielsen havde hånd på bolden i eget felt.
Michael Schjønbergs hold fortsatte de fine takter efter pausen. Som kampen nærmede sig afslutningen, tog chancerne også til i størrelse.
Med ti minutter igen havde Tiemoko Konaté en stor chance, da han fangede Elias Olafsson i en dårlig situation liggende ude i feltet. Men ivorianeren fik ikke sparket forbi Fredericia-forsvarerne.
Efterfølgende fik Mikkel Agger dog hul på målbylden, da angriberen stod rigtigt inde i det lille felt efter et hjørnespark. På klos hold af Fredericia-målmanden satte han hovedet på til en Vendsyssel-udligning - nordjydernes kun andet mål i år.
Kampen var den sidste i 1. divisions grundspil, og nu træder Vendsyssel over i slutspillet, hvor de skal kampe med resten af de seks nederste hold i tabellen om at undgå nedrykning.