Konaté cementerede kåring som efterårets Vendsyssel-profil
Vendsyssel FF tog en sikker sejr over Fremad Amager, da Tiemoko Konaté lørdag triumferede på hjemmebane
FODBOLD: Vendsyssel FF tog lørdag et godt spring frem i tabellen, da 1. divisionsklubben slog bundholdet fra Fremad Amager med 2-0 på Nord Energi Arena.
Inden opgøret blev Vendsyssels offensive es fra Elfenbenskysten, Tiemoko Konaté, udnævnt som efterårets profil i klubben. Det valgte han at fejre med en vigtig indsats mod københavnerne, hvor han sagtens kunne have præsteret endnu mere foran mål.
Vendsyssel FF - Fremad Amager 2-0 (1-0)
Mål: 1-0 Hans Christian Bonnesen (selvmål, 15. minut), 2-0 Tiemoko Konaté (58. minut)
Startopstilling, Vendsyssel FF (4-5-1): Lukas Jonsson - Zander Hyltoft, Mads Greve, Xandro Schenk, Thomas Oude Kotte - Lucas Jensen (Anton Søjberg, 88. minut), Parfait Bizoza (Jeppe Pedersen, 79. minut), Diego Montiel (Thomas Christiansen, 90. minut), Jelle van der Heyden, Panagiotis Armenakas (Lasse Steffensen, 79. minut) - Tiemoko Konaté
Vendsyssel lagde godt fra land mod 1. divisions bundprop, og der blev således sat et markant pres ind på gæsternes forsvar. Nordjydernes presspil gav flere gode omstillinger mod Fremad Amager, der efter et kvarter blev straffet.
Tiemoko Konaté modtog en dyb bold fra Diego Montiel, mens Lucas Jensen løb i position ved den bagerste stolpe. Men den hurtige ivorianers tværaflevering nåede aldrig Jensen. Til gengæld kom Hans Christian Bonnesen imellem og sendte bolden til et selvmål i en glidende tackling.
Dermed bragte Henrik Pedersens mandskab sig foran efter en god start.
Herfra kom Fremad Amager bedre med i opgøret. Efter pausen blev det særligt omstillinger i begge retninger, som prægede opgøret. Det var dog hjemmeholdet, der igen lykkedes efter knap en times spil.
Tiemoko Konaté kom igen i dybden på en stikning fra Panagiotis Armenakas, og denne gang gik han selv hele vejen. Med en flad afslutning mod fjerneste stolpe udbyggede han føringen.
Ad flere omgange kunne Konaté have udbygget den yderligere. Men to gange formåede et Fremad Amager-hold på hælene at afværge ivorianerens forsøg fra klos hold. Dermed endte opgøret 2-0 til vendelboerne.
Med det ene mål er han oppe på seks sæsonmål.
Med sejren hopper Vendsyssel FF op på syvendepladsen i Nordicbet Ligaen og overhaler de nordjyske kolleger fra Jammerbugt FC i tabellen.