Kæmpe forløsning: Vendsyssel besejrer Aggers tropper i målorgie
Jublen var enorm i Hjørring, da Vendsyssel FF hev sin blot anden sejr i sæsonen hjem
FODBOLD: Vendsyssel FF kunne søndag hive sin anden sejr i sæsonen hjem, da klubben besejrede HB Køge med 4-1 på hjemmebane.
Gik man rundt i Hjørring midtby og undrede sig over det høje brøl, som lød lige omkring klokken 16, så var det nok Nord Energi Arena, man kunne høre. Der var nemlig ingen tvivl om, at sejren over HB Køge var en kæmpe forløsning for både klubben og de 829 tilskuere, der var dukket op.
Cheftræner Henrik Pedersen var en lettet og tilfreds mand efter kampen, da Vendsyssel endelig igen havde fået en sejr.
- Vi var rigtige gode defensive i dag. En flot defensiv indsats var grundlaget for, at vi også blev rigtig farlige offensivt. Så generelt synes jeg, at det var en flot indsats af spillerne, fortæller cheftræneren, der også understreger vigtigheden af sejren.
- Vi har spillet mange gode kampe, hvor vi har vist, at vi kan være med. Det der med at blive ved med at spille gode kampe uden at vinde, det kan begynde at bide sig på et tidspunkt, og derfor var det rigtig vigtigt at få en sejr i dag. Det med, at vi ikke kun spiller godt, men at vi også vinder, det er fantastisk, forklarer han.
Hjemmeholdet kom godt fra start og bød gæsterne fra HB Køge op til dans fra første minut. Det blev til flere gode muligheder til hjørringenserne, men manglen på præcision blev afgørende i alle situationerne.
Der gik dog ikke længere end 10 minutter, før Tiemoko Konate fandt vej til målet endnu en gang, efter han kort tid forinden havde sendt et godt skud forbi stolpen. Denne gang var der mere skarphed i afslutningen, og så var Vendsyssel foran med 1-0 og et skridt tættere på sin blot anden sejr.
Blot otte minutter efter fulgte Diego Montiel op på kampens første mål, da han udbyggede hjemmeholdets føringen til 2-0 med et skud fra kanten af feltet, som HB Køge-målmand Oskar Snorre slet ikke var opmærksom på.
Selvom hjemmeholdet var i kontrol det meste af første halvleg, formåede gæsterne dog at komme frem til flere muligheder. Der trådte Vendsyssel-målmand Lukas Jonsson i karakter og leverede en kæmpe redning efter 28 minutter, hvor Oscar Buch havde fundet vej ind i feltet og headede til bolden lige foran målet.
Vendsyssel havde dog ligeledes chancer, og godt fem minutter inden pausefløjtet var det Lucas Jensen, der spillede sig til en stor mulighed for at bringe sin klub på 3-0 til pausen, da han kom alene igennem HB Køge-forsvaret, desværre for Vendsyssel-spilleren stod Oskar Snorre godt placeret i målet og fik blokeret skuddet.
Dermed kunne vendelboerne gå til pausen med den allerfarligste føring på 2-0.
Kampfakta
Vendsyssel FF - HB Køge (2-0) 4-1
Mål: 1-0 Tiemoko Konate (11. minut), 2-0 Diego Montiel (18. minut) 3-0 Thomas Oude Kotte (58. minut), 4-0 Parfait Bizoza (74. minut), 4-1 Marko Stamenic (90+1. minut)
Vendsyssel-opstilling (4-3-1-2): Lukas Jonsson - Thomas Oude Kotte, Mads Greve, Xandro Shenk, Zander Hyltoft - Jelle Van Der Heyden, Mikkel Wohlgemuth (Panagiotis Armenakas 61.minut), Parfait Bizoza, - Diego Montiel (Lasse Steffensen 78.minut)- Lucas Jensen (Jeppe Pedersen 74.minut), Tiemoko Konate (Anton Søjberg 89. minut)
Dommer: Chris Johansen
Tilskuere: 829
Der var ingen tvivl om, at udeholdet havde fået en reprimande fra cheftræner Daniel Agger i pausen, og derfor var det et mere aggressivt HB Køge-hold, som kom ud til anden halvleg.
Vendelboerne var mere presset, og det begyndte at smitte af på spillet. Der blev lavet flere fejlafleveringer og tekniske fejl, som alle bidrog til, at HB Køge for en kort stund kunne genfinde sine gode takter.
Men lige som det begyndte at ligne et hjemmehold, der ville smide sit overtag, dukkede Thomas Oude Kotte op i luften efter et hjørnespark og headede hjørringenserne foran med 3-0, hvilket gav gæsterne et svært udgangspunkt at komme igen fra.
Hjemmeholdet havde for alvor fået skudt hul på målbylden i kampens hede, og selvom en føring på 3-0 virkede tilstrækkelig, var vendelboerne langt fra færdige med at gøre sig til. Efter en masse turmult foran Køge-målet var det Parfait Bizoza, der dukkede frem i mængden og fik scoret målet til 4-0.
Det lykkedes dog ikke for Vendsyssel at afholde udeholdet fra at score i kampen. Selvom klubben formåede at holde nullet helt ind til overtiden, fik Marko Stamenic sat HB Køge på måltavlen, da han reducerede til 4-1.
Målet virkede dog ikke til at sætte en dæmper for fejringen, da slutfløjtet lød, og hjemmeholdet havde lykkedes med endelig at hive endnu en sejr hjem.