Jacob Andersen har fundet sin afløser i Vendsyssel FF
Der var tale om et tilbud, der var så godt, at det var umuligt at takke nej til, da Vendyssel FF kom på banen med et tilbud om at blive direktør
FODBOLD: Siden Jacob Andersen sidste sommer atter satte sig til rette i ejerstolen hos Vendsyssel FF har han også varetaget jobbet som direktør i klubben. Det har dog hele tiden været planen, at man med tiden skulle finde en anden løsning.
Nu har man fået en ny direktør på plads. Der er tale om Søren Als Christiansen, der hos nordjyske fodboldkendere vil få en klokke til at ringe. Han var nemlig direktør i Jammerbugt FC i efteråret. Han valgte selv at træde et skridt tilbage, da der udbrød det, som man godt kan betegne som kraftig vestenvind omkring klubben mod slutningen af 2021.
Siden har han været salgsansvarlig, men den rolle bytter han nu ud med titlen og jobbet som direktør i Vendsyssel FF fra 1. april.
I Godfather-filmene blev sætningen: "I'll make you an offer you can't refuse" legendarisk. Helt uden den truende adfærd fik Søren Als Christiansen, salgsansvarlig tidligere direktør i Jammerbugt FC, et tilbud, han ikke kunne takke nej til.
- Da vi indledte en dialog og den her mulighed for alvor kom på tale, var der sådan set ikke så meget at overveje for mig. Det her var et tilbud, der var for godt til at takke nej til. Det er et vanvittigt spændende kapitel, som jeg nu får lov til at påbegynde, siger Søren Als Christiansen til Nordjyske.
- Jeg har været glad for min tid i Jammerbugt. Jeg har lært en masse gode mennesker at kende i fodboldbranchen, og derfor er det også spændende at kunne få lov at blive en del af Vendsyssel FF, som i mine øjne er en super spændende klub. Det er en klub med superliga-erfaring, og det er en klub med store ambitioner, siger Søren Als Christiansen.
I Vendsyssel FF kommer Søren Als Christiansen til at blive en del af en administration, der yderligere tæller Aage Strøm, der er salgsansvarlig, Camilla Jørgensen, der er administrativ koordinator og Søren Henriksen, der har ansvaret for den sportslige udvikling af klubben. Dermed ved Søren Als Christiansen også godt, hvor han skal rette sit fokus.
- Jeg kommer til at have fokus på at udvikle den kommercielle del. Jeg får også ansvaret for drift og administration, men jeg skal ind og prøve at være med til at udvikle klubben kommercielt og byde ind i forhold til det store arbejde, der allerede er blevet lavet i klubben. Det er en klub, der har styr på tingene, og det bliver spændende at få lov til at blive en del af hverdagen, siger Søren Als Christiansen.
Indtil videre er det planen, at Søren Als Christiansen bliver i Jammerbugt FC marts ud for så at tiltræde i Vendsyssel FF 1. april.
- Jeg har været i Jammerbugt på godt og ondt, men jeg har virkelig nydt min tid i klubben, og da der er et ønske om, at jeg i den nuværende situation fortsætter i klubben frem til månedens udgang, så gør jeg naturligvis det, siger den kommende Vendsyssel FF-direktør.