Fortuna ude af pokalen efter skuffelse på Sjælland
Det var hjemmeholdet fra HB Køge, der trak det længste strå lørdag eftermiddag
FODBOLD: Lørdag eftermiddag var Fortuna-bussen kørt de 430 kilometer til Køge i håbet om at avancere sig til semifinalen i pokalturneringen.
Men allerede fra start havde Fortuna-defensiven gevaldige problemer på Capelli Sport Stadion i Køge - og det endte med, at Hjørring-mandskabet røg ud af Sydbank Pokalens kvartfinale, da hjemmeholdet kunne sejre snævert med 1-0.
Efter 20 minutters spil kom HB Køge foran efter et større spilovertag i kampens indledning, da Stephanie Ribeiro åbnede ballet med kampens første - og eneste - scoring.
Et par minutter efter havde Fortuna Hjørring mulighed for at bringe balance i regnskabet, men Brianne Folds forsøg blev reddet på stregen af værternes Julie Nowack.
De store chancer var imidlertid til at overse i den resterende del af første halvleg.
I anden halvleg pressede hjemmeholdet fra HB Køge på for hurtigt at kunne slutte kampen, men det voldsomme pres blev ikke omsat til mål.
Med fem minutter tilbage af kampen fremtvang Sandra Jakobsen i Fortuna-målet en stor redning, da værternes Cecilie Buchbjerg kunne skyde på Jakobsen, der efter en første parade stadig var liggende på jorden.
I kampens afgørende minutter indtraf det nødvendige pres fra de nordjyske gæster, men det var for sent, og det sjællandske hjemmehold lukkede godt af.
Nu skal fokus rettes mod midtugen for Fortuna-mandskabet, hvor mægtige FC Barcelona venter i Champions League-turneringen.