Sport

Første nederlag under Schjønberg: Ubesejret tophold fortsatte festen i Hjørring

Viborg FF kunne hjemtage sæsonens 13. sejr i Hjørring søndag eftermiddag

21. februar 2021 kl. 16:58

FODBOLD: 1. divisions tophold fra Viborg FF er fortsat ubesejrede i ligaen, efter de søndag eftermiddag vandt med 1-0 i Hjørring mod Vendsyssel FF.

Vendsyssel havde ikke prøvet at tabe en kamp i 1. division under nytilkomne cheftræner Michael Schjønberg inden søndagens opgør mod topholdet. Men det har de nu.

Et mål på direkte frispark var, hvad der afgjorde kampen, som endte 1-0 til de midtjyske gæster.

Det blev scoret af Christian Sørensen efter 32 minutters spil.

Du kan se samtlige billeder fra opgøret nederst i artiklen.

Vendsyssel - Viborg

Mål: 0-1 Christian Sørensen (32. minut)

Advarsler: Justin Lonwijk, Viborg (43. minut), Alassana Jatta, Viborg (48. minut), Jeppe Grønning, Viborg (82. minut), Davit Skhirtladze, Viborg (85. minut)

Opstilling Vendsyssel (5-3-2): Fabian Ehmann - Henri Järvelaid, Jeppe Svenningsen, Jakob Hjorth, Anders Bærtelsen, Tobias Damsgaard - Zander Hyltoft, Jelle van der Heyden, Gregory Berthier - Virgiliu Postolachi, Tiemoko Konaté

Dommer: Michael Rasmussen

Topholdet fra Viborg lagde aggressivt til fra start og fortsatte egentlig det markante pres gennem store dele af første halvleg.

En fin mulighed for Vendsyssel opstod dog efter tre minutters spil, da Tiemoko Konaté kom frem til en åben skudmulighed.

Meget af spillet i første halvleg for Vendsyssels vedkommende var centreret omkring Tiemoko Konaté, der fungerede som opspilsstation.

Der var hele tiden konstante trusler omkring Vendsyssel-målmand, Fabian Ehmanns, mål. Viborg brugte især sine backs og kanter til at sende blandede indlæg ind i feltet.

Efter omtrent en halv times spil fik fynske Christian Sørensen en stor chance for at bringe viborgenserne på måltavlen for første gang. Et frispark blev givet lige ud for halvcirklen. Og det gav pote. Sørensen gav ingen chancer for Ehmann i målet med et sublimt frisparksmål.

Det var i øvrigt også Sørensen, der tog sig af samtlige dødbolde, som Viborg fik tildelt i løbet af kampen.

Ikke længe efter var udeholdet igen farlige. Jeff Mensah sendte lettere ubevidst et målforsøg af sted via et indlæg fra venstrefløjen. Indlægget tog indersiden af stolpen til stor overraskelse for østrigske Ehmann i Vendsyssel-buret.

To minutter efter ramte Viborg igen stolpen. Denne gang fik Christian Sørensen sendt et hjørnespark ind i hovedet på sin holdkammerat, Mads Lauritsen, der kanonerede bolden afsted tæt på det lille felt.

I anden halvleg fortsatte kampen som den rodede affære, den var blevet grundlagt som i løbet af første halvleg. Sporadisk tittede Vendsyssel frem med angreb, men det virkede, som om, Viborg-mandskabet havde tingene nogenlunde under kontrol.

Efter knap en times spil kombinerede Viborg sig frem til et aldeles interessant kontrastød, hvor udeholdet kom i flertal på vej mod Fabian Ehmanns mål. Det hele endte dog med en Younes Bakiz-afslutning, som var et godt stykke forbi - og over - mål.

Vendsyssel-keeperen, Fabian Ehmann, var endnu en gang i hovedrollen. Denne gang, da han stødte hovedet sammen med en Viborg-spiller og efterfølgende blev liggende i flere minutter. Resultatet blev en blodnæse, men østrigeren kunne fortsætte efter et mindre lægetjek.

Et kvarter før slutfløjt fremtvang Tiemoko Konaté en redning fra udeholdets målmand, Lucas Lund Pedersen, efter et lumsk forsøg med en hård inderside mod den fjerneste stolpe.

Mod slutningen af kampen var der kraftige appeller for et straffespark hos gæsterne, da Younes Bakiz blev holdt fast af en Vendsyssel-spiller, men i stedet blev viborgenserne tildelt et hjørnespark.

I det sidste minut af dommerens ordinære tid, havde Viborgs Christian Sørensen igen mulighed for at score på direkte frispark omtrent samme sted, som han bragte gæsterne foran på. Men det udmærkede forsøg endte snært over mål.

Flere mål kom der ikke, og det var også nok for Viborg, som nu topper 1. division efter 44 point i 18 kampe.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu