Sommerhus totalskadet efter kraftig brand
Sommerhuset var ubeboet, så nu skal undersøgelser vise, hvordan branden opstod
HIRTSHALS: Et sommerhus i Hirtshals blev lørdag totalskadet, da der opstod brand i huset.
Det oplyser indsatsleder Dennis Møller Hovn fra Nordjyllands Beredskab.
Der blev slået alarm, efter en forbipasserende ved middagstid kunne se kraftig røg.
Sommerhuset ligger i klitterne på Kystvejen ved Hirtshals, og derfor havde Nordjyllands Beredskab ét mål, da de ankom til stedet.
- Vores førsteprioritet var klart, at ilden ikke skulle sprede sig til klitterne, for så kunne det være gået rigtig galt, siger indsatslederen.
Ilden var gået igennem væggen i den ene ende af huset, mens flammerne havde spredt sig videre ind i træhuset. Den kraftige vind i området var en modspiller for beredskabet, der dog lykkedes med at stoppe ilden i at sprede sig til klitten.
Det er endnu uklart, hvor branden er opstået, da der har været ild løs i det meste af huset. Det er ligeledes uvist, hvordan branden er opstået.
Sommerhuset var ubeboet, da branden opstod. Ejerne er underrettet.
Beredskabet vil i løbet af lørdag fortsat være til stede ved sommerhuset for at efterslukke brandlommer i taget.
Teknikere skal efterfølgende lave undersøgelser for at finde ud af, hvordan branden opstod.