Billede beskrivelse

Snart skal der opdrættes ørreder øst for transportcentret

27. august 2025 kl. 06.01

HIRTSHALS: Det var Samuel Muren og Håkon Volden, der på vegne af virksomheden Onnest kunne præsentere deres store planer for opdrætsprojektet med ørreder i Hirtshals.

Det store landbaserede opdrætsprojekt skal producere 10.000 tons regnbueørreder om året, når det er fuldt implementeret. Ørredproduktionen er primært tiltænkt det japanske sushimarked, hvor kvalitet har den allerhøjeste prioritet.

Det er folk med stor erfaring i havbaseret lakseopdræt i Norge, der nu vil til Danmark og etablere en produktion på land, da det er meget mere miljøvenligt.

Firmaet Onnest ser Hirtshals som det ideelle sted at placere et topmoderne anlæg til produktion af ørreder.

Dels kommer man inden for EU's grænser, og dels kan Hirtshals tilbyde en perfekt infrastruktur med havnefaciliteter og motorvej lige uden for døren. Hertil kommer nem adgang til saltvandsressourcer og den nødvendige tekniske kompetence.

Hirtshals Havn og Hjørring Kommune har været med i rådgivningen omkring hele planen, og opførelsen af opdrætsanlægget vil ske i løbet af 2027/28 med opstart af ørredproduktionen i 2028. Først i 2031/32 vil produktionen nå op på de maksimale 10.000 tons med en årlig omsætning på 500 mio. kroner.

Den samlede investering forventes at blive på omkring 800 mio. DKK, finansieret af både danske og norske investorer. Ved fuld produktion vil der være beskæftiget ca. 50 medarbejdere, plus en stor afsmittende effekt på det øvrige erhvervsliv i Hirtshals.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste