Slår havkatten af tønden: Fiskefrikadeller og en lille skarp i havnebyen
HIRTSHALS: Fastelavnssøndag - 19. februar - samarbejder Hirtshals Redningsstation og Hirtshals Fiskeriforening igen om at slå katten af tønden i havnebassinet.
- Traditionen har eksisteret siden overlevelsesdragter blev obligatoriske på fiskekuttere, og formålet med arrangementet er at give fiskere og redningsmænd mulighed for at teste og vise effektiviteten af deres overlevelsesdragter i det kolde vand, oplyser arrangørerne.
Klokken 13 starter arrangementet i jollehavnen ved Hirtshals Redningsstation, hvor fiskere og redningsmænd iført overlevelsesdragter hopper i havnen og slår katten af tønden.
Og tønden plejer at indeholde en lille skarp, så det bliver lidt nemmere at holde varmen - mon ikke også, det er tilfældet i år.
Derefter bliver årets Havkatte-Konge eller Dronning kåret, og bagefter serveres der gratis fiskefrikadeller, forfriskninger og fastelavnsboller til børnene.
- Arrangementet har altid været en stor succes og en god mulighed for at samle lokalsamfundet og vise vores overlevelsesdragter i praksis. Vi opfordrer alle til at komme og være en del af festen og samtidig støtte den vigtige arbejdsopgave vi har som redningsmænd, fortæller Henrik Ledet og Claus Olsen, begge deltidsredningsmænd på Hirtshals Redningsstation
Arrangementet plejer at trække mange besøgende, så man opfordres til at komme i god tid og ikke gå glip af den spændende og underholdende begivenhed.