Vild rekord er slået: Fra Løkken til Hjørring i medistermeter
LØKKEN: De er glade – men også en smule brugte – ovenpå en lang, forlænget arbejdsweekend, slagterteamet i SuperBrugsen i Løkken.
Og det er måske ikke så mærkeligt. For 13.233 kilo – altså 13,2 ton – medister blev det til på de fire dage, årets Medisterfest løb af stablen i kystbyen.
- Det er altså sådan næsten afstanden fra Løkken til Hjørring i meter, konstaterer uddeler Mogens Knudsen tilfreds.
Oveni skal lægges 500 kilo hjemmelavet julesalami, som blev solgt på de første to dage af medisterfesten. Og så kommer der også lige 1,5 ton hjemmelavet hamburgerryg oveni.
Uddeleren havde håbet på at slå rekorden, og nu kan han og hans medarbejdere altså stolt konstatere, at de har endnu en rekord under tag.
- Det har været helt vildt igen i år, og der er ingen tvivl om, at der bliver serveret en del medister på julebordene i den kommende tid, siger Mogens Knudsen, der også takker kunderne for deres tålmodighed.
- Vi siger tusind tak for den store opbakning til vores årlige medisterfest. Det er ikke blevet afviklet uden problemer i år, så tak for den forståelse, I kunder har udvist, lyder det.