Valentins-konkurrence spreder kærlighed i midtbyen
Hjørring: Hjørring Midtby gør klar til at skrue op for kærligheden, når en fælles Valentinskonkurrence løber af stablen fra den 2. til den 14. februar.
Her går en lang række lokale butikker, restauranter og frisører sammen om at skabe ekstra liv og hygge i byen.
Og opbakningen har været overvældende.
- Det er helt vildt, så flot butikker, restauranter og byens frisører har taget imod vores initiativ og hoppet med, lyder det fra arrangørerne.
Konceptet er enkelt: Hver butik udlodder sin egen præmie, og man deltager direkte i butikken, når man handler, ved at oplyse navn og telefonnummer. På Valentinsdag den 14. februar, hvor mange af butikkerne gør lidt ekstra ud af valentines-hyggen, trækker hver butik sin vinder og giver besked direkte.
Jo flere steder man handler i perioden, jo større er chancen for at vinde én eller flere præmier, forklarer arrangørerne.
For at skabe en fælles valentinsstemning har alle deltagende butikker fået udleveret materialer: lyserøde hjerter til vinduerne, konkurrenceplakater og fælles markedsføring på sociale medier.
Præmierne varierer fra butik til butik og spænder fra gavekort og produkter til små oplevelser, der kan forkæle både par, singler og alle midt imellem.
– Der er virkelig noget at komme efter. Det er nogle rigtigt flotte præmier til en samlet værdi på omkring 10.000, der er på spil, siger Christina Østergaard fra Zjoos.
Sammen om at løfte byen
Arrangørerne, der udover Christina Østergaard fra Zjoos, også tæller Gitte Stiler fra Byens Optik, Ulla Søndergård fra Bones og Chelina Bagger fra Galleri&Os, glæder sig over, at midtbyen står sammen om at fyre op under romantikken februar.
- Det handler jo om at skabe hygge og give kunderne en god oplevelse både i butikkerne og på Valentinsdag. Samtidig viser vi, hvad vi kan, når vi løfter i flok, siger de.