Urban-Hald flytter i større lokaler
HJØRRING: Det begyndte i det små – som et projekt ved siden af andet arbejde. I dag er Urban-Hald en virksomhed med 16 medarbejdere, kunder fra hele landet og flere showrooms rundt om i Danmark.
Nu tager virksomheden endnu et naturligt skridt i udviklingen, når ejerne Lasse Hald og Daniel Urbaniak i 2026 flytter Urban-Hald til et nyt, større hovedkontor med centrallager og showroom i Hjørring.
Flytningen handler ikke om forandring for forandringens skyld. Den handler om plads.
- Plads er den primære årsag. Vi er ganske enkelt vokset ud af de rammer, vi har i dag. Især på lageret, fortæller Lasse Hald.
Fra privat regi til for lidt plads
Da Urban-Hald blev startet, var ambitionerne langt fra mere beskedne, end de er i dag.
- Det var et hyggeprojekt. Vi drev det i privat regi og havde det ved siden af andet arbejde. Tanken var aldrig at det skulle blive så stort. Det skulle bare give lidt ekstra, fortæller Daniel Urbaniak.
I dag udvikler og sælger Urban-Hald overfladeløsninger som MicroCement, StoneCarpet og trægulve – både til professionelle og private – med særligt fokus på at gøre materialerne tilgængelige for gør-det-selv-brugere.
- Det har været vigtigt for os at skabe produkter, som kan bruges af flere – ikke kun i store byggeprojekter, fortæller de.
Men interessen for virksomhedens produkter voksede hurtigt, og det samme gjorde behovet for plads. Urban-Hald flyttede ind i sit første egentlige erhvervslokale – et sted, der dengang føltes stort.
- Vi syntes det var vildt stort, da vi flyttede ind. Vi kunne slet ikke forestille os, at vi ville fylde det, fortæller de. Men alligevel gik der ikke meget mere end et halvt til et helt år, før det blev for småt.
Siden er lokalerne blevet udvidet, men i dag er lagerkapaciteten en stor udfordring.
Showrooms på en ny måde
Urban-Hald driver i dag ubemandede showrooms rundt om i landet, hvor kunder kan få adgang via en kode fra kl. 6-22.
- Det giver en fleksibilitet, som vi ved, kunderne sætter pris på. Man kan se og sammenligne produkterne i ro og mag, siger Lasse og Daniel.
De ubemandede showrooms er samtidig grunden til, at et større showroom ved hovedkontoret giver værdi for kunderne.
Samlet på ét plan
I de nye lokaler får Urban-Hald omkring 2.500 kvadratmeter – næsten en fordobling af det nuværende areal. Her bliver lager, kontor og showroom samlet på ét plan.
- Det giver en helt anden hverdag. Vi sidder i dag fordelt på to etager, og det kan mærkes, fortæller de.
Bedre oplevelse for kunderne
Flytningen betyder samtidig bedre rammer for kunderne. Det nye showroom bliver større og giver mulighed for at vise et bredere udvalg af virksomhedens produkter.
- Det bliver mere overskueligt og mere inspirerende end det, vi har i dag, fortæller ejerne.
Som hidtil vil kunder fortsat kunne besøge showroomet fleksibelt – også udenfor normal åbningstid.
Hvorfor Hjørring?
Lasse og Daniel har kigget flere steder efter egnede lokaler, men nu har de fundet det helt rigtige og bliver i Hjørring.
- Det vigtigste har været at finde de rette rammer, men vi har også fået god sparring og opbakning lokalt, fortæller de.
Ser fremad
Urban-Hald fylder 10 år i 2026, og erfaringerne gennem årene har givet mere ro i maven.
- Vi glæder os især til at få et bedre flow i hverdagen og mindre tid brugt på at flytte varer rundt. Det giver os mulighed for at fokuserer endnu mere på det vi er gode til, siger Lasse.