Uhyggen spreder sig i Hjørring Midtby 31. oktober
HJØRRING: Fredag 31. oktober fra klokken 10.00 - 17.30 forvandles Hjørring Midtby til et vaskeægte Halloween-univers, hvor både børn og voksne kan glæde sig til (u)hyggelige oplevelser, overraskelser og masser af sjov i gaderne.
- Der vil være aktiviteter for hele familien i form af ansigtsmaling, pynt, konkurrencer og små gys rundt om hvert hjørne. Midtbyen vil summe af liv, grin – og måske et lille hyl eller to. Så tag familien under armen, find kostumerne frem, og vær med, når uhyggen spreder sig i Hjørring.
Sådan lyder det uhyggeligt budskab fra en række butikker og Christina Østergaard fra Zjoos i Hjørring midtby.
Christina Østergaard kan fortæller, at når mørket falder på, sniger spøgelser, hekse og andre mystiske væsner sig frem – og mange af byens butikker og spisesteder er klar med trick & treat, gyselige godter og nå ja: Skræmmende gode tilbud selvfølgelig.
Der er lagt op til uhygge og gode oplevelser i hele midtbyen, og rundt i Hjørrings gader venter både slik, balloner, rabatter og masser af (u)hygge.
Hos Matas på Springvandspladsen deles der godter ud, mens Vibholm frister med farverige slikkepinde.
Spar Dame byder på en uhyggelig god Halloween-rabat på 20 procent i hele butikken, og hos Nybolig og Byens Optik kan børnene få gratis slik.
Hos HELM venter både slikkepinde og balloner, mens Christian Herretøj og urmageren i Strømgade sørger for den helt rette uhygge med skeletter og søde sager.
I Østergade har Mr. Boston fundet sit skelet frem og lover både uhygge og godter til de modige gæster. Hos Zjoos i Østergade er der pyntet flot op, og alle børn, der kigger forbi, får en slikpose med på turen.
Fra klokken 15.00–17.00 kan børnene desuden møde Krea-Liva, som tryller flotte ansigtsmalinger frem – perfekt til små monstre og hekse på vej ud i mørket, fortæller Christina Østergaard.
Hos Bones Restaurant er de også klar til at gå all in på Halloween. Hele restauranten bliver forvandlet til et skræmmende (men hyggeligt) univers, hvor alt emmer af uhygge.
Personalet er desuden klædt ud, og børn må meget gerne komme i kostume, lyder det fra restauranten, der også opfordrer alle til at følge med på deres Facebook-side, hvor der kommer både billeder og gyselige opdateringer.