Trods sine 500 kvadratmeter i butikken, sælger Peter det meste gennem webshoppen
HIRTSHALS: Peter Christensen har importerer varer fra stort set hele verden til sin detailbutik, Eurogate, på Havnegade 1 i Hirtshals.
Varerne kommer i containere, mange af dem fra Indien, hvor de kommer direkte fra fabrikken.
- Vi køber meget store partier af gangen, og det gør, at vi kan sælge utrolig billigt hele tiden, siger Peter Christensen.
Den fysiske butik på Havnegade er hele 500 kvadratmeter, men faktisk sker langt de fleste salg gennem butikkens webshop, der står for omkring to tredjedele af omsætningen.
- Det er nødvendigt at spille på flere heste i dag. Vi kan ikke leve alene af den fysiske butik, så meget af vores salg sælges engros og på nettet. Vi har godt nok rigtig mange turister - især tyskerne og folk fra Nordjylland, besøger os meget, mens nordmændene desværre er ramt af en lav krone kurs, som medfører, at de ikke handler så meget som for år tilbage.
Eurogate, som i år har 25 års jubilæum, har et enormt stort udvalg i varesortimentet. Her er der både herretøj, dametøj, børnetøj, arbejdstøj og meget andet.
- Vi sælger meget i Norske uldvarer, hjemmesko af uld og rigtig mange trøjer i rent uld, og det er til priser, man ikke ser ret mange steder her i Danmark, siger Indehaver Peter Christensen.