Trine går shop-amok: Handlede lokalt og vandt julegave på 16.000 kroner
- Hvis jeg ikke havde genkendt Rikkes stemme i telefonen, så tror jeg ikke, at jeg havde troet på det.
Sådan sagde en glad Trine Kjærgaard Sidelmann Nielsen fra Hjørring få minutter før, hun kastede sig over at bruge ikke mindre end 16.000 kroner i Hjørrings forretninger.
Allerede i fredags blev hun ringet op med den glade nyhed, så hun havde forberedt sig på forhånd, og det betød, at både manden Dennis, børn og svigerbørn fik del i hovedgevinsten i Hjørring Handels store julekonkurrence.
Trine Kjærgaard Sidelmann Nielsen havde på forhånd været rundt og finde de ting, hun ønskede sig.
Og mens hun selv fik både nyt tøj, undertøj, en taske, forskellige accessoires og et gavekort til Føtex, så faldt der blandt andet både køkkenting, dyner og tøj af til familien.
- De skal altså også mærke, at jeg har vundet, ellers er der ikke noget ved det, sagde Trine Kjærgaard Sidelmann Nielsen.
Turen gik om bord i Krummetoget til en række forretninger i gågaden sammen med handelschef Rikke Ejsenhardt og Martin Bang fra Det Nordjyske Mediehus.
- Jeg kan altså ikke helt forstå, at jeg bare sådan kan købe ind, sagde Trine igen og igen, mens bunken af poser voksede.
Hun er glad for, at hun valgte at handle lokalt og på den måde blive trukket ud blandt de 5.000 kuponer.
- Men jeg går nu i det hele taget ind for at handle lokalt, for gør vi ikke det, så har vi ikke nogen by, der er værd at færdes og bo i, siger hun.