Tommy er gået på rov: Har købt ni tons maling på Sjælland
Tommy Høj fra Høj Data i Hirtshals har købt ni tons maling fra en butik på Sjælland.
- Det var en butik, der skulle lukke, så derfor fik vi et godt tilbud, hvis vi tog alle 19 paller, og det gjorde vi så, siger Tommy Høj.
- Vi køber altid stort ind, men det her tilbud var i særklasse, så nu kan vi sælge maling med stort prisafslag, siger Tommy Høj.
Tommy Høj driver også farvehandel og gardinekspert i samme forretning i Nørregade i Hirtshals.
- Vi er formentlig den største forretning af sin art i hele Nordjylland, siger Tommy Høj.
Tommy Høj er også formand for Hirtshals Handel og Erhverv, hvor der er omkring små 200 medlemmer
- Vores medlemmer siger, at det går godt, og det gælder både detailhandlen, de liberale erhverv og virksomheder i øvrigt her i byen. Det er det jeg hører, når jeg snakker med folk i medlemskredsen. Det erj eg glad for at høre, for vi gør meget for at markedsføre Hirtshals med både aktiviteter og annoncering, siger Tommy Høj.
Han fortæller, at det er vigtigt, at den enkelte detailhandler selv laver gode tilbud og annoncer.
- Det er helt afgørende for, at man sælger mange varer, siger Tommy Høj.