Tøjmanden René har et vigtigt budskab
HIRTSHALS: Indehaveren af Tøjeksperten, René Skjoldager, slår et slag for vigtigheden af, at man handler lokalt.
I denne tid er der mange mindre og mellemstore byer, der lider under butikslukninger, og det er en udvikling, som kunderne godt kan være med til at ændre lidt på ved at handle lokalt.
Det mener i hvert fald indehaveren af Tøjeksperten i Hirtshals, René Skjoldager, som i øjeblikket kører udsalg på det halve af butikken.
I Hirtshals er der ikke mange tomme butikker, og de lokale bakker godt op om byen.
Det kan man se ved, at der hele tiden er mange besøgende til byens aktiviteter – og det er jo godt.
For der er mange specialbutikker, udvalgsbutikker og fødevarebutikker, der er helt afhængige af, at folk i Hirtshals og omegn handler lokalt, hvilket gælder for alle byer.
- Det velkendte slogan "Vil du have lokale butikker i morgen – så brug dem i dag" er stadigvæk meget aktuelt, siger René Skjoldager fra Tøjeksperten i Hirtshals.