Telefonen kimede til julefest: Bente fik en ekstra stor julegave
HJØRRING: Bente Pedersen fra Hjørring var egentlig bare på vej hjem fra en hyggelig cafétur i Hirtshals, da telefonen begyndte at kime insisterende.
Det var ikke et nummer, hun kendte, men da der også tikkede en SMS ind, mente veninden, at Bente nok hellere måtte ringe tilbage.
Godt hun gjorde det – for det var Sissel Juul fra Hjørring Alliancen, der ringede.
Sammen med Martin Bang fra Det Nordjyske Mediehus havde hun netop trukket vinderen af den årlige stempelkonkurrence.
- En fantastisk dejlig overraskelse, konstaterer Bente Pedersen, mens hun forsøger at få et overblik over sin præmie.
Hver gang en kunde handler for 100 kroner i en af de deltagende butikker eller spisesteder, får kunden ét klistermærke, som skal sættes på en kupon.
Sidst i december udtrækkes den endelige vinder, som modtager gavekort á 300 kroner fra de 17 medvirkende butikker.
Derudover vælger vinderen selv fem butikker, der udsteder gavekort på det resterende beløb – 10.000 kroner.
Bente Pedersen har valgt Føtex, Meny, A-Z, XL-Byg og Fjerrenseriet.
– Jeg ved, at jeg skal have en ny dyne og måske nogle nye havemøbler, men ellers ved jeg ikke helt. Det kommer hen ad vejen, siger Bente Pedersen.
Hun har været flittig med indkøbene i december – for hun handler allerhelst lokalt.
– Det er så vigtigt, at vi støtter vores lokale butikker. Jeg har faktisk gjort det til en vane altid at tjekke, om jeg kan finde det, jeg mangler i en butik, inden jeg eventuelt køber det på nettet, siger hun.
Hun smiler - godt tilfreds med præmien, der har en samlet værdi på 15.100 kroner.
– Tænk engang – jeg fik først afleveret mine kuponer lige i sidste øjeblik, altså, siger hun.
Og hvis nogen sidder og tænker over, hvad der skal ske med de 17 gavekort, hun også kan tage med sig hjem, er svaret helt klart:
– Dem skal jeg simpelthen forkæle mig selv med.