Tanjas Blomsteratelier er måske den eneste af slagsen i landsdelen
HIRTSHALS: Tanja Nielsen tilbyder kurser for private, virksomheder, personaleforeninger og andre, der har lyst til at lære lidt om blomsterbinderi. Derudover tilbyder hun en bred vifte af blomsteropgaver ude hos kunderne.
Tanjas Blomsteratelier hjælper med blomsterarrangementer til livets store begivenheder.
- Jeg løser alle former for binderiopgaver og er med hele vejen ved bryllupper, bordpynt til festen samt pynt til begravelser m.m. Jeg holder åbent efter aftale, så der er ro og nærvær til, at vi i fællesskab kan finde frem til den rigtige blomsterløsning, siger Tanja Nielsen.
Hun er oprindeligt uddannet blomsterdekoratør hos Mimosa i Hirtshals.
- Og så har jeg en læreruddannelse, men det er stadig blomsterbinderiet, jeg brænder mest for, siger hun.
- Jeg kan stå inde for god kvalitet og god service i alt, hvad der bliver lavet, og jeg er meget rimelig med mine priser, siger Tanja Nielsen fra Tanjas Blomsteratelier på Vodbindervej i Hirtshals.