Spejdernes julemarked blev en stor succes
HIRTSHALS: Traditionen tro afholdt De Grønne Spejdere stort julemarked søndag den 24. november.
Spejderhuset på Halvej var fyldt med markedsgæster hele dagen, og der blev solgt flittigt fra de mange boder i huset.
Spejderleder Grethe Bork, der snart kan fejre sit 50-års jubilæum som grøn spejder i Hirtshals, fortalte, at der i øjeblikket er 50 grønne spejdere tilknyttet afdelingen i Hirtshals.
- Det er vi rigtig stolte af, siger Grethe Bork.
På julemarkedet blev der solgt juleting, som borgere i Hirtshals havde doneret i forbindelse med indsamlingen til det årlige store spejderkræmmermarked. Derudover var der mange juledekorationer, gran og kranse. Selvfølgelig var der også den traditionsrige fiskedam samt rørt fiskefrikadellefars fra Venmark Fisk i Hirtshals. En stor tombola med gevinster næsten hver gang var også blandt attraktionerne.
Gløgg og æbleskiver blev solgt i stor stil, og som Grethe Bork udtaler:
- Alt det her kunne ikke lade sig gøre uden de mange frivillige hjælpere, vi har, som altid stiller op og yder en stor indsats, når vi har de store events og aktiviteter her i spejderhuset i Hirtshals.