Billede beskrivelse

Sofie var den rigtige: Nu fejrer hun sit første år i Butik Hørhuset

25. marts 2025 kl. 19.02

LØNSTRUP: 28. marts er det lige præcis ét år siden, 34-årige Sofie Morild Christensen overtog Butik Hørhuset i Lønstrup.

Inden da havde Else Marie Overgaard drevet Butik Hørhuset i 21 år på sin hjemadresse på Rubjergvej.

- I forbindelse med sit jubilæum i 2023, nævnte hun flere gange, at hun ville sælge sin butik, men at det skulle være til den rigtige. Det blev så mig, fortæller Sofie Morild Christensen.

Hun driver nu butikken videre på adressen Strandvejen 42 B.

- Det er ikke alle, der har opdaget det, så vi har faktisk sat et skilt op ved Else Maries hus, så de kan finde vej ned til den nye adresse, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Sået et frø

I 2023 kom hun ”hjem” til Lønstrup efter endt uddannelse i Stockholm.

- Her havde jeg blandt andet haft et kursus med Klässbols, som er det hørvæveri i Sverige, Else Marie har solgt hørtekstiler fra i 20 år. På væveriet fortalte jeg, at jeg kom fra Lønstrup, og de spurgte, om jeg ikke skulle overtage Hørhuset efter Else Marie. Det sagde jeg nu pænt nej tak til, fortæller Sofie Morild Christensen videre.

Det var ikke første gang, at ideen blev bragt på banen.

- Nogle år før det havde Marlene Egelund, som har Cafe Slugten i Lønstrup, også spurgt, om jeg ikke skulle overtage Hørhuset, hvilket jeg også havde sagt nej til, siger Sofie Morild Christensen.

Men der var alligevel sået et frø i den unge tekstilkunstners hoved.

- Det er hårdt og svært at leve af at være tekstilkunster, så jeg begyndte at tænke, at det måske ikke var så dårlig en ide, og så kunne jeg slå det sammen med min egen tekstilkunst. Så sådan blev det, smiler Sofie Morild Christensen.

Billede beskrivelse

Et godt valg

Siden er det gået slag i slag, og hun er blandt andet kommet med i de arbejdende værksteder i Lønstrup, hvor de fleste af de kunstnere/kunsthåndværkere fra Lønstrup, som arbejder og bor året rundt i byen, er med.

Lige nu glæder Sofie Morild Christensen sig til, at sæsonen for alvor kommer i gang.

Hun sælger fortsat masser af viskestykker, håndklæder, duge og bordløbere fra den svenske producent Klässbols, og hun fører også en række produkter fra Finland. Herudover har hun også gang i egenproduktion af blandt andet vægophæng og vægtæpper på den store væv, der står i butikken.

Hun har ikke fortrudt, at hun tog hjem til Lønstrup, hvor hun bor sammen med sin kæreste.

- Jeg havde nok på en eller anden måde altid tænkt, at jeg skulle hjem til Lønstrup. Jeg kan godt lide, at her er travlt om sommeren og mere ro om vinteren. Det passer godt til mig at være del af det her lidt mere anderledes arbejdsliv, siger hun.

Det første år bliver markeret på dagen med bobler.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste