Hanhunden Sjus har lagt snude og øjne til smykkekataloget fra Christina. Foto: Bente Poder
Shopping

Møllers hund havnede på forsiden af kendt smykkekatalog - det krævede bare en rullepølsemad

Peter Møller fra nordjyske ”Møller - Guld, Sølv & Ure” ejer Sjus, der er forside-model på årets julekatalog fra smykkefirmaet Christina

21. december 2021 kl. 14:14

Fotomodellen Sjus er uimodståelig, lækker. Så lækker, at han har fundet vej til forsiden på julekataloget fra smykkefirmaet Christina Jewelry & Watches.

Sjus er en fem-årig tysk, korthåret skønhed, og hans ejer, Peter Møller, er indehaver af ”Møller - Guld, Sølv & Ure”, der har butikker i Hjørring, Aalborg, Hobro, Randers og Fredericia.

I Hjørring ligger butikken i Metropol ShoppingCenter.

Sjus er altid med Peter Møller rundt til butikker og samarbejdspartnere. Her gæster makkerparret butikschef Christian Hjørringgaard i Metropol Shoppingcenter i Hjørring. Foto: Bente Poder

En hund efter selskab

Den venlig vovse færdes hjemmevant i butikker og på kontorer, for han er altid med, når Peter Møller kører rundt i landet til sine samarbejdspartnere og butikker. Og Sjus har selvfølgelig også været med, når turen er gået til Herning for at snakke forretning hos designer Christina Hembo.

Under sin rundtur til medarbejderne i Christina Jewelry & Watches blev den charmerende hund spottet og opfordret til at gå ind i modelbranchen. Firmaet havde nemlig et ønske om at få en hund på katalogets forside.

- Vi tog lige en kort snak om det, Sjus og mig. Og så blev vi enige om, at det var en sjov ide, smiler Peter Møller.

Tålmodighed og rullepølse

Han og Sjus satte kurs mod Herning til fotoshoot. Og efter et par timer med Sjus i fokus, var billederne i hus.

- Med lidt tålmodighed lykkes det at få nogle rigtig gode billeder.

Sjus klæder i den grad smykkerne på katalog-forsiden med sin flotte snude og sine smukke hundeøjne.

- Alle kan jo lide de øjne. Han kigger på en rullepølsemad lige i det øjeblik dér, røber Peter Møller.

- Det skulle der til, så han kunne holde blikket fast.

Kataloget er sendt ud i hele Danmark, og Møller-kæden har udsendt kataloget i både Hjørring, Aalborg, Hobro, Randers og Fredericia.

- Nu er vi spændte på, om andre har lyst til at bruge Sjus som model.

”Møller - Guld, Sølv & Ure” har på Facebook opfordret landets hundeejere til at sende et foto ind af deres firbenede venner. Og der er sat et Collect-ur på højkant fra hver af de fem butikker.

Fotostjernen er måske en anelse træt af stille op til endnu et foto. Men venlig som altid deltager Sjus også i avisens fotoshoot - godt nok hjulpet lidt på vej af godbidder fra fotografen. Foto: Bente Poder

En veninde hos naboen

Privat bor Peter Møller og Sjus i Hobro i landlige omgivelser, og de går på jagt sammen, når tiden tillader det.

- Men vi har også faste, daglige rutiner. Vi har ni høns og to katte. Dem kigger vi til og fodrer hver morgen og vi tager turen igen om aftenen, inden vi går i seng.

Peter Møller fortæller også, at den smukke hanhund har en veninde - en Kleiner Münsterländer - på naboejendommen. Og to gange om året skal den unge hanhund holdes i ”kort snor”, når nabohunden er i løbetid.

- Sidste år ”gik det galt”. Det kom der to fine hvalpe ud af, og vi kom i familie med naboen, smiler Peter Møller.

Sjus-navnet følger i øvrigt familiens jagthunde - og fotomodellen er nummer fem i rækken af Sjus’er.

- Det har vores hunde altid heddet. Om det hænger en lille smule sammen med, at vi går på jagt og får en lille bitter, inden vi starter, det kan da godt være, smiler Peter Møller.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu