Seaside Løkken har fået ny ejer
En af Løkkens populære mærkevarebutikker Seaside på Søndergade 2b har skiftet indehaver. Medejer af Action House, Preben Djurhuus Kjærsgaard Jensen, har overtaget butikken efter Gert og Birgitte Lund fra Blokhus.
Daglig leder i butikker er hustruen Julie Djurhuus Kjærsgaard Jensen som har været ansat i butikken i 8 år. Desuden er der to faste ansatte.
- Så Julie kender Seasidekonceptet, og det er det, vi fortsætter med. Indkøb sker i tæt samarbejde med de tidligere ejere, som driver to Seaside butikker i Blokhus, fortæller Preben Djurhuus Kjærsgaard Jensen.
Seaside henvender sig til den kvalitets- og modebevidste forbruger med et bredt udvalg af sæsonens aktuelle tøj og sko og accessories til både mænd og kvinder.
Sat eget præg
De brands, Seside forhandler, kræver en godkendelse, og den er fulgt med butikken.
- Det er kendte internationale og skandinaviske tøjbrands som for eksempel Hugo Boss og Tommy Hilfiger, Gustav og Prepair, fortæller parret.
Dog sætter den nye ejer også sit eget præg på butikken i Søndergade. Udvalget i Seaside Løkken er blevet suppleret med et udvalg af tasker, sko og lidt interiør til boligen.
- Desuden har vi ændret lidt på indretningen af butikken. Der var overtagelse den 1. oktober, og vi har allerede fået en rigtig god modtagelse af butikkens faste kunder her under julehandelen, fortæller Julie og Preben Djurhuus Kjærsgaard Jensen.