Shopping

Se billederne: Byen samlet til Summer By Night i Sindal

05. juli 2021 kl. 14:37

SINDAL: Sindal var pyntet til fest med Borgerforeningens nymalede flagstænger med nye flag, der dannede flagallé i Nørregade i anledning af, at det nu igen var muligt at holde en Summer By Night.

De forretningsdrivende havde de store smil fremme, og alle kunne melde om en forrygende dag med god omsætning hele dagen samt om aftenen, hvor forretningerne havde åbent til klokken 21.

Da Nørregade var lukket for kørende trafik, var der god plads til de mange aktiviteter i gaden og på Nørre Torv. Og ikke mindst til at shoppe i forretningerne, hvor der var super gode tilbud med store rabatter.

SuperBrugsen indledte aftenen med udendørs servering, hvor menuen var marineret kamfilet med flødekartofler og salat, og Butiksrådet havde tændt grillen og serverede frankfurtere med brød. Ved Bodega Pusterummet blev der grillet pølser og solgt fadøl, mens bandet Hula Hula underholdt med Bamse musik på Nørre Torv. Café Fiehn serverede en lækker fiskeanretning med alt godt fra havet og hjemmebagt flutes. Ingen behøvede derfor at sulte i forbindelse med den festlige aften.

På Nørre Torv havde en del kræmmere taget opstilling med deres boder, hvor alt, næsten, kunne findes. Vendelbocentrets Venner havde også en stand. I normale tider har Vennerne en stor salgsbod på centret med husflidsarbejde, hvor overskuddet går til aktiviteter for de ældre. Grundet corona er boden midlertidigt lukket, og de mange flotte ting er pakket væk. Nu havde Vennerne taget det hele med til Summer By Night, hvor de fik et godt salg.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu