Sådan kan du støtte molefestival
Løkken Molefestival foregår som bekendt den sidste weekend i august, og som altid bliver der lagt et hav af timer fra Løkken.dk's side i planlægningen af den årlige begivenhed.
Som noget helt nyt her i 2023 er der nu en enestående mulighed for at støtte festivalen ved at købe lodder, hvor man kan være med i lodtrækningen om 50 fantastiske præmier.
Præmierne er doneret af mange af de erhvervsdrivende, der er med i Løkken.dk, og som dermed bakker op om arrangementet, der altid er et stort sensommerhit for de besøgende fra nær og fjern.
Du kan således vinde masser af gavekort i forskellige priskategorier, ligesom du også kan vinde entrebilletter, strandkurve, tasker, gadgets - eller sågar hjemmelavede spegepølser.
Sådan er du med
Hvis du selv gerne vil støtte op og have chancen for at vinde præmierne, så kan du købe lodder hos Løkken Turistbureau, Sol og Strand, Kallehavegaard Badehotel, 1-Lounge, Bike Havs, Blondehuset, Basic og Levins.
Lodtrækningen foregår til Løkken Molefestival søndag 27. august 2023 kl. 12.00, og du kan se mere på hjemmesiden loekken.dk for information omkring lodtrækningsstedet.