Rekorden blev slået: Mere end otte ton medister langet over disken i Løkken
Den Store Medisterfest i SuperBrugsen Løkken fik et glidende og roligt forløb, efter at den blev udbredt til fire dage.
- Det er gået så godt. Alle har taget det stille og roligt, og salget er gået glidende hen over de fire dage. Der har overhovedet ikke været tendens til kø. Det har været en rigtig god oplevelse, udtaler slagtermester Jacob Carlsen.
- Vi vil nok tage det op til overvejelse, om vi gør det på den måde fremover, tilføjer han.
I skrivende stund, kan det tilføjes, at rekorden på 8 ton medisterpølse blev slået, men ikke med hvor meget.
SuperBrugsen Løkken valgte at udvide tilbudsperioden til fire dage på den traditionsrige medisterfest, som normalt afholdes den første søndag i december. Ændringen blev lavet for at undgå kø og trængsel, og det skabte en mere tryg indkøbsoplevelse i forhold til Covid 19.