På nåle: Efterspørgsel på danske og grønlandske pins stikker helt af i Løkken
LØKKEN: Vestkystbyen Løkken har fået uventet travlhed, efter at en præsidents ønske om at få ejerskab over Grønland igen har sat gang i debatten. Mens resten af verden holder vejret, har de hos Badge Design i Løkken knap nok tid til at trække det.
Virksomheden, der blandt andet specialiserer sig i små nåle med flag fra hele verden, oplever nemlig en eksplosiv interesse for pins med grønlandske og danske flag. Så stor, at morgenkaffen stadig står urørt i køkkenet, og indehaver Morten Tøttrup og datteren Marie Vejby dårligt har haft tid til at holde pause.
Salget er steget med hele 400 procent, og Badge Design har måttet melde flere modeller i restordre. Men der er nye forsyninger på vej, forsikrer Morten Tøttrup.
- Der er ingen tvivl om, at det her rammer noget i os alle sammen. Det vækker både nationalfølelse og sympati med den grønlandske befolkning, siger han og fortsætter:
- Men det her har vi godt nok aldrig prøvet før, tilføjer han, mens telefonen endnu engang ringer.
Interessen stopper heller ikke ved kunderne. Historien har allerede fået opmærksomhed fra både TV 2 Nord og TV 2 News, som har rettet blikket mod den lille virksomhed i Løkken.
Datteren Marie er trådt ind i virksomheden, og selvom Morten Tøttrup ikke har planer om at trække sig tilbage foreløbigt, er et generationsskifte på sigt en del af tankerne.
– Lige nu prøver jeg at få overblik over alle arbejdsgangene, men det er svært at få sat sig ordentligt ned, når der er så travlt, siger Marie Vejby, der blandt andet står for markedsføringen.
– Selvom det jo nærmest går af sig selv lige nu, siger hun med et smil og et indforstået nik mod den store interesse.
Badge Design tilbyder et bredt sortiment af reklameartikler, pins og badges, som de selv får produceret i Fjernøsten. Virksomheden startede som en lille hobby tilbage i 2003, men allerede nytårsaften 2004 tog det fart, da Red Barnet bestilte 40.000 pins. Siden er det kun gået én vej. De har blandt andet også leveret 400.000 “Hold afstand”-badges til Sundhedsstyrelsen.