Oplever flere butikstyve: Sådan vil Mogens komme det til livs
Sommeren er endelig over os igen, og forude venter nogle herlige måneder med flere solskinstimer, som alle kan nyde i fulde drag før efteråret igen vælger at banke på døren.
Dette betyder også, at Super Brugsen Løkken igen er begyndt at få mere travlhed i butikken nu, hvor turistsæsonen er startet, og mange kommer på besøg fra både ind- og udland for at handle i Nordjyllands største Super Brugs.
Uforudset, udfordrende tendens
Uddeler Mogens Knudsen er meget glad for de mange glade kunder, der besøger forretningen - dog er der noget på det seneste, som har taget en uventet drejning for butikken.
- Vi elsker jo, når der er travlhed, men har på det seneste desværre også måttet konstatere, at vi tager markant flere lige nu end sædvanligt for butikstyveri, erkender Mogens.
Enhver virksomhed bør køre med en indkalkuleret svindprocent, men han oplever, at tyveriet på det sidste har taget overhånd - og det vil uddeleren nu gerne komme helt til livs.
Forebyggende foranstaltninger
Super Brugsen Løkken har naturligt mange kameraer opsat rundt i butikken som en sikkerhed for, at man kan holde øje med, hvad der sker i butiksarealet, hvis nødvendigt.
Alligevel overrasker det Mogens, at flere på det sidste har taget chancen og set, om de kunne slippe afsted med det - og alder synes ikke nødvendigvis at spille en rolle i den sammenhæng.
- Det er jo uforståeligt, at nogle få mennesker ikke kan huske at betale inden, at de går ud herfra. Vi vil hellere bruge tid på at hjælpe vores mange kunder og give dem et smil, imens vi fylder varer op i stedet for at tilkalde politiet, fastslår Mogens.
Han beder derfor til, at alle husker at kende forskel på dit og mit - også set i lyset af, at hvis man bliver taget for butikstyveri, så ender det på straffeattesten, hvilket kan forhindre virksomhedsansættelse i fremtiden.