Billede beskrivelse

Nyt værksted åbner i Stokbrogade: - Håndværket må gerne være synlig

10. februar 2026 kl. 06.02

HJØRRING: Der er endelig kommet lys i et af de små lokaler i Stokbrogade, og bag ruden sidder Carina ved sin symaskine.

Hun er kvinden bag det nye værksted C Studio, hvor både private og butikker kan få hjælp til alt fra oplægninger og lynlåse til puder og specialopgaver. 

Og netop det med, at man kan se arbejdet ske, er vigtigt for hende.

- Jeg ville rigtig gerne have et sted, hvor jeg kan sidde og arbejde, mens folk kigger ind. Håndværket må gerne være synligt. Det gør folk nysgerrige, og det giver liv i gaden, siger hun.

Kender håndværket indefra og ud

Carina er uddannet fra TEKO i Herning og har en teknisk baggrund i tøjbranchen. I flere år arbejdede hun med produktudvikling og beskrivelser af, hvordan tøjet bliver produceret, og hun har besøgt flere fabrikker i udlandet.

- Jeg ved ret meget om, hvordan ting er bygget op. Derfor kan jeg hurtigt vurdere, hvad der kan lade sig gøre at ændre, og hvad der ikke kan, forklarer hun.

Hun har tidligere drevet stofbutik og systue hjemme fra sin gård, hvor hun både solgte metervarer og holdt kurser. Men denne gang skulle det være anderledes.

- Jeg har lovet mig selv, at hvis jeg startede igen, så skulle det ikke være hjemme. Jeg ville have følelsen af at tage på arbejde – og være en del af byen.

Hjørrings lille latinerkvarter

Valget faldt naturligt på Stokbrogade.

- Jeg har altid syntes, at det er Hjørrings lille latinerkvarter. Her er hyggeligt, og man får lyst til at kigge, siger hun.

Lokalet har i mange år været lukket af, men nu er vinduet åbnet op, så forbipasserende kan følge med i arbejdet ved maskinerne.

- Jeg håber, det giver lyst til at stoppe op. Måske bliver man inspireret, måske får man en idé til noget, man selv har derhjemme.

C Studio bliver et lille og overskueligt sted på omkring 37 kvadratmeter. Her bliver ikke store lagre, men der vil løbende være enkelte varer og måske materialer i mindre partier.

Det skal være ’keep it simple’. Det vigtigste er systuen og muligheden for at få hjælp til noget.

En voksende lyst til at skabe noget selv

Carina oplever, at flere igen får øjnene op for det at bruge hænderne.

- Det gør noget ved én at fordybe sig. Jeg hører også om unge, der vil lære at sy. På sigt kunne jeg godt tænke mig at lave kurser igen, blandt andet med upcycling, siger hun.

Indtil videre er fokus dog på at få værkstedet godt i gang.

- Alle kan komme ind. Stort og småt. Man må altid spørge, om det er noget, jeg kan hjælpe med.

Hun håber samtidig, at hendes lille butik kan være med til at bidrage til livet i midtbyen.

Reception i marts

C Studio har stille åbning i februar, og lørdag den 7. marts klokken 13-15 inviterer Carina til en uformel reception, hvor man kan kigge forbi og se stedet.

- Det bliver helt nede på jorden. Kom ind, se hvem jeg er, og hvad jeg laver, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste