Ny bog om vestenvindens hærgen gennem 2000 år
Lørdag 6. august kl. 13-16 besøger forfatteren og historikeren Simon Jacobsen Bog & Idé i Metropol i Hjørring.
Her fortæller han om og signerer sin nye bog, ”Vestkysten - klima og kystnedbrydning”, som handler om hvordan vestenvinden gennem 2000 år har påvirket både naturen og menneskene langs vestkysten fra Blokhus i syd til Lønstrup i nord.
- På godt og ondt har vi i Vendsyssel gennem tiden måtte forholde os til alt fra stormfloder, kysterosion, sandflugt og oversvømmelser. Men der er også blevet tjent penge på skudehandel og strandinger og i moderne tid havneanlæggelser med stigende velstand til følge. Alle disse spændende udviklingstrin kan følger i den rigt illustrerede bog, siger direktør for Vendsyssel Historiske Museum, Anne Dorthe Holm om bogen - og suppleres af arkitekt Jørgen Ussing:
- Simon Jacobsen bringer flere dristige teorier ind i historien om forlængst svundne steder, gårde og hele landsbyer, som er ædt af havet. Og han har bygget sine fortællinger op i en letlæst og appetitlig form, der får læseren til at vende side på side, udtaler han.
Bogen er på 227 sider og indeholder bl.a. 300 historiske og nutidige billeder og illustrationer.