Nu kan man selv scanne varerne i REMA 1000
REMA 1000 i Hirtshals indfører scan selv fra mandag den 22. august.
- Vores kunder får nu den mulighed, hvor man kan gå rundt og selv scanne sine varer og ligge dem i kurven, hvis man har lyst til det, fortæller købmanden i REMA 1000 i Hirtshals, Kasper Knudsen.
Hvis man vil i gang med at scanne selv, er der tre ting, man skal gøre, inden man kan begynde at handle, og det er: Hent Appen i App Store eller Google Play, opret dig som REMA 1000-bruger og tilføj betalingskort.
Så kan man scanne og pakke, mens man handler ved at scanne varens stregkode, pakke varen i eget indkøbsnet, betale med et enkelt swipe og scanne QR-koden på mobilen ved butikkens udgang.
- Det kan lette os for noget arbejde, og kunderne kan komme hurtigere igennem kassen, men det er ikke noget med, at vi ønsker, at alle skal gøre det her. Vi vil gerne have kontakten med vores kunder ved kassen stadigvæk, og det tror jeg også, de fleste kunder også gerne vil, siger Kasper Knudsen.