Nicks fiskebil stopper nu i Sindal
Som noget nyt lægger Vendsyssel Fisk vejen forbi Sindal. Den store moderne velassorterede fiskebil holder ved Superland hver fredag og tilbyder friskfangede ferske fisk samt røgvarer og diverse salater.
Det er Nick Mellergaard fra Elling, der har købt en salgsbil, der er indrettet og godkendt til salg af ferskvarer. Der er garanti for friske fisk, for Nick Mellergaard handler hver morgen på auktionen i Strandby. Det betyder, at fiskebilen altid har friske varer på køl.
- Da jeg kun sælger fisk, der er landet i Strandby sammen dag, er det ikke altid, at jeg har det samme sortiment. Det er vejret, der bestemmer, hvad der er på auktionen. Det kan også være, at priserne på bestemte arter er for høje den pågældende dag. Lige nu koster et kilo torsk 85 kroner, også fladfisk har for tiden en høj pris, fortæller Nick Mellergaard.
Nick Mellergaard er 43 år og har fisket lige siden, han var 16 år. Foruden fiskebilen, som han kører med til forskellige byer i lokalområdet, har han også en fiskekutter i Strandby, som er ved at blive renoveret.
- Jeg vil gerne på havet og selv fange de fleste af de fisk, som jeg sælger fra fiskebilen.