Nedtælling til shopping: Flagene bliver hejst i Hjørring mandag

Hjørring Handel glæder sig til at genåbne butikkerne 1. marts - men ikke alle butikker må være med til åbningsfesten

26. februar 2021 kl. 11.42

HJØRRING: Friske, nye forårsvarer møder kunderne, når de mandag igen kan shoppe i Hjørrings butikker.

Og flagene vil være hejst, når der igen kommer liv i byens handelsgade. For det er en festdag - selvom restauranter, caféer, frisører og nogle af butikkerne i Metropol ShoppingCenter fortsat er tvangslukket.

- Vi er mega glade for, at butikkerne igen kan åbne. Der har været mange gode tiltag med blandt andet liveshopping på nettet og Click & Collect. Men det er altså bare ikke det samme som at komme ind i en butik og prøve og mærke tøjet eller skoene, siger Rikke Ejsenhardt, der er event- og aktivitetschef for Hjørring handel.

Fuld knald på forårsstemningen

Hun tilføjer, at der er skruet maksimalt op for forårsstemningen i butikkerne.

- Nu håber vi på et godt forår og en rigtig god sommer med masser af turister. Vi arbejder på højtryk for at få skabt en lækker sommerby med masser af aktiviteter. Vi har store planer, og vi ser frem til, at vi kan få godt gang i midtbyen igen.

Rikke Ejsenhardt tilføjer, at de mange danske turister - sammen med Hjørrings egne borgere - var med til at hjælpe detailhandlen gennem sidste år.

- De sikrede, at butikkerne klarede sig nogenlunde igennem første nedlukningsbølge. Anden bølge har bare været meget hårdere.

Byt i stedet for penge retur

Rikke Ejsenhardt har en bøn til kunderne, når de skal bytte julegaverne.

- Man må gerne have omtanke for butikkerne. Kassen er tom, og man hjælper butikkerne bedst ved at finde en anden varer eller få tilgodebevis. Du hjælper detailhandlen i gang igen ved at bytte i stedet for at få penge tilbage. Der er tabt enormt meget de sidste mange måneder, og flere tøj- og skobutikker står med varerlagre, der er usælgelige. De har behov for indtjening nu.

Bittersød åbning

Rikke Ejsenhardt understreger, at glæden over genåbningen er bittersød.

- Vi glæder os over, at nogle butikker må åbne. Men stod det til os, skulle hele detailhandlen åbne. Vi synes også, det er ærgerligt, at restauranter og frisører ikke kan komme med nu. Det er jo en totaloplevelse for kunderne at gå rundt i byen.

- Vi er selvfølgelig kede af, at butikkerne i Metropol ikke kan åbne nu, for vi ser Metropol som en integreret del af gågaden, og shoppingcentrene har jo fuldstændig styr på kundestrømmen. Det giver ikke mening, og det er i den grad konkurrenceforvridning, mener Rikke Ejsenhardt.

- Vi er lidt skuffede, men selvom vi ikke kan åbne alt, som vi havde håbet på, fejrer vi den delvise genåbning med flag i byen.

- Nu skal vi få det bedste ud af det.

Rolig åbning i vente

Rikke Ejsenhardt forventer en stille og rolig genåbning mandag.

- Butikkerne har heldigvis fuldstændig styr på håndsprit og mundbind, og det har vi borgere jo også. Vi har lært at agere i det her. Vi er vandt til at vurderer, hvor mange, der er samlet i én butik, og vi er gode til at holde afstand.

Rikke Ejsenhardt lover, at der - foruden de nye sommer-aktiviteter i Hjørring - også er planer for påsken i handelsbyen.

- Der venter et nyt oplevelsespunkt, og så kan man også se frem til en påskeflødebolleevent og en påskejagt i byen, smiler hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste