Morgensamling i Hirtshals: Fremtidens aktiviteter på dagsordenen
HIRTSHALS: Der var mødt 40 medlemmer til morgenmødet, hvor der blev præsenteret spændende indlæg, der gav mulighed for at blive klogere på, hvad der sker i Hirtshals nu og i fremtiden.
Handelschef Per Martensen bød velkommen og orienterede om de kommende aktiviteter. Fredag den 29. november afholdes Black Friday, og juletræet på Den Grønne Plads tændes kl. 16.00 af Julemanden.
Lørdag den 14. december kommer Julemanden sejlende med HG 159 Johs Hejlesen til kajen neden for trappen, hvor han uddeler slikposer til alle børn. Der vil også være en bjesk til de voksne. Samme dag afholdes der også isskulpturfestival på Den Grønne Plads fra kl. 10 til 16.
Direktøren for Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark, Hanne Kvist, fortalte bredt og interessant om opstarten på sit nye job, som hun tiltrådte den 1. august 2024. Hanne Kvist har et imponerende CV med erfaring fra lederroller i flere store virksomheder. Hun udtrykte stor glæde over sit nye job i Hirtshals, som har været en drøm for hende i mange år.
Leif Lund Jakobsen fortalte om planerne for Naturmødet 2025, som afvikles fra den 22. til den 24. maj. Han nævnte, at der kommer mange nye initiativer, stærkt inspireret af forslag fra hele landet, med særligt fokus på aktiviteter for børn.
Byrådsmedlem Jørgen Christensen orienterede om arbejdet i Hjørring Kommune. Han fremhævede især glæden over kommunens budget for 2025, som er blevet vedtaget med opbakning fra næsten alle partier i byrådet.
Mads Halle Bruun fortalte om de mange nye initiativer omkring vinterfestivalen Arctic Marley. Han beskrev de spændende planer med stor entusiasme og blev rost som en gave til Hirtshals for sine kreative ideer og aktiviteter, der skaber liv i vintermånederne. Der afholdes en informationsaften om festivalen på Hirtshals Kro den 7. januar, hvor alle er velkomne.
Under punktet "Eventuelt" fremkom Louise Nielsen fra Fiskerhuset med et ønske om, at halmballer og græskar bliver stillet op inden efterårsferien i uge 42 fremover.