Midtbyen gik helt i fisk: Se billederne her

31. august 2024 kl. 20.01

HJØRRING: Hvis en midtby kan gå i fisk, så var det det, der skete fredag eftermiddag og aften og lørdag formiddag.

Her havde Hjørring Handel i samarbejde med VisitNordvestkysten linet et stort program op, der havde fisk som omdrejningspunkt.

Det betød dans og masser af anden aktivitet med et twist af fisk i midtbyen – fra Strømgade, ned ad Østergade til Metropol ShoppingCenter.

Der blev spillet fiskebanko, hvor tv-kokken og meget andet, Gorm Wisweh ledede slagets gang og også fik vist banko-deltagerne flere fisk end de fleste når at se på et helt liv.

EUC holdt to masterclasses, hvor lokale børn og unge fik muligheden for at lave mad med fisk og produkter fra Kornets Hus.

Halvorsminde Efterskole viste, hvordan en fiskefrikadelle skal smage, og de fik også uddelt masser af smagsprøver.

Hos Kornets Hus malede børnene mel og havregryn til den store guldmedalje.

Senere var kokkekonkurrence, hvor blandt andet byens borgmester deltog, inden aftenen sluttede med en koncert.

Byens butikker havde åbent til 21.00, og mange butikker havde gjort ekstra ud af dagen. Det havde blandt andet Byens Optik, hvor Lucca fra X Faktor optrådte.

Foran metropolen havde en anden kendiskok, nemlig Den Skaldede Kok godt gang i grillen.

Programmet fortsatte lørdag med masser af vandpjaskeri.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste