Billede beskrivelse

Messe nummer 20: - Vores bedste messe nogensinde

21. oktober 2024 kl. 06.02
Opdateret kl. 09.34

HJØRRING: Frontmand Per Bach har for længe siden meldt alle stande på Hjørring Messen udsolgt. Og endda på bare tre uger.

Nu er erhvervsmessen ”Hjørring Messen 2024,” der er arrangeret af Hjørring Håndbold, klar til at løbe af stablen 26. og 27. oktober.

Begge dage er der åbent fra 10.00-16.00, og det er som sædvanlig hallen Park Vendia og Fiberhallen, der lægger rammer til. Herudover er der flere stande udenfor.

Per Bach kan løfte sløret for, at der er tale om rekordmange udstillere, ide 62 stande er med i år. Det er han som arrangør temmelig godt tilfreds med.

- Det er min messe nummer 20, og det er klart den bedste, vi nogensinde har lavet, siger han.

Per Bach fortæller, at Hjørring Messen 24 er klar med et bredt udvalg af udstillere fra forskellige brancher. Det gælder blandt andet bolig, fritid, biler, banker, forsikringsselskaber og meget mere.

Når Per Bach siger noget for enhver smag, skal det desuden forstås helt bogstaveligt.

– Vi har flere stande med fødevarer end nogensinde, og der bliver masser af forskelligt at smage på, siger han.

Nyt i år er også, at Appetit By Alstrup fra Lønstrup i år har overtaget ”Messebaren.”

– Det venter vi os meget af, for de er jo kendt for at lave nogle spændende ting i deres restaurant, siger Per Bach.

Overskuddet går som altid 100 procent til ungdomsarbejdet i Hjørring Håndbold, fortæller Per Bach.

Han håber derfor også at besøgstallene kommer til at slå alle rekorder. Sidste år var antallet af besøgende 5.500.

– Det ville jo være helt fantastisk, hvis vi nåede 6.000 i år, siger han.

Det er, som altid, muligt at købe en billet i døren til 4o kroner, og børn under 14 år, der er ifølge med en voksen, kommer gratis ind. Herudover har alle standeholdere fået udleveret et antal billetter, som de selv står for at udlodde eller give væk, oplyser Per Bach.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste