Det er her, på Springvandspladsen i Hjørring, at Marie Pedersens første genbrugsmarked for tøj i god kvalitet afvikles i morgen. Hvis det går godt, er det tanken, at det fremover skal arrangeres to gange om året. Privatfoto
Shopping

Maries drøm: Nyt loppemarked i Hjørring har særligt fokus

05. august 2022 kl. 09:58

- Det er noget jeg har drømt om i lang tid - et genbrugsmarked med tøj, sko og tasker i en bedre kvalitet end man ellers ser på genbrugsmarkeder. Det eksisterer i de større byer, og det må også kunne lade sig gøre i Hjørring.

Det siger Marie Pedersen, som lørdag 6. august kl. 10-14 er klar med genbrugsmarkedet "Lopper under himlen", hvor folk har lejet en stand til deres brugte tøj.

- Tanken er, at man kan komme af med noget tøj, som egentlig ikke fejler noget, men som man ikke bruger. Det tjener man lidt penge på, som man så kan støtte de lokale butikker med ved at købe noget nyt, siger hun.

Hendes idé er, at det udelukkende skal være tøj, sko, tasker og andet i den genre - og ikke legetøj, gamle krus, potter og hvad man ellers finder på genbrugsmarkederne.

- Men det er ikke sådan, at jeg går rundt og tjekker - man må selv om, hvad man må sælge, siger Marie Pedersen.

Hjørring Handel er med på konceptet, og flere tøjbutikker sætter ekstra varer på gaden lørdag, ligesom der er hyret en ballonmand og er lavet gode sensommertilbud på is.

Det hele foregår på Springvandspladsen.

Til daglig er Marie Pedersen førtidspensionist på grund af en aggressiv form for Morbus Crohn. Hun arbejder nogle få timer om ugen på UNOkaffebar i Hjørring, passer sine tre børn og har nu en plan om, at Lopper under Himlen skal afvikles et par gange om året.

Annonceret indhold

Nyeste