Billede beskrivelse

Louise fra Tornby inspirerer frisører fra hele Danmark

16. november 2024 kl. 14.03

TORNBY: Louise Frøkjær er frisør, og i hverdagen har hun sin base i salonen Louise F. i sit ”tiny house” hjemme i haven i Tornby.

Men som hun selv siger, så har hun temmelig meget energi, og den bruger hun gerne på lokker og hårprodukter langt væk fra basen i Tornby. Ja, faktisk så langt væk som Mallorca, fortæller Louise Frøkjær.

Det gjorde sig også gældende i weekenden, hvor hun var i Aarhus. Her var hun nemlig inviteret af firmaet Hair Cosmetics, der holdt et julearrangement for frisører fra hele landet.

Billede beskrivelse

– De havde bestilt mig til at lave forskellige håropsætninger på nogle lokale modeller, som skulle bruges til inspiration til årets julefrisurer her inden julefrokostsæsonen for alvor starter, fortæller Louise Frøkjær.

Louise Frøkjær bruger selv meget tid på at dygtiggøre sig og lære om nye teknikker og produkter. Hun har blandt andet selv været på kursus hos den kendte frisør Gun Britt. Hun opfordrer andre frisører til at gøre det samme.

– De unge får alle mulige ideer fra blandt andet TIK TOK. I dag er det ikke os, der skal vise kunderne, hvordan de skal se ud. De viser os, hvad der trender, og det sætter nogle større krav til vores faglighed, siger Louise og fortsætter:

– Men det er jo også det, der gør det så fedt at arbejde med hår, og jeg elsker at lære fra mig og lære nyt selv, siger hun.

Billede beskrivelse

- Og så er det bare fedt, at vi som frisører kan tilbyde vores kunder noget forskelligt.

Hun understreger, at det ikke nødvendigvis handler om, at lave avancerede frisurer.

– Nu er jeg jo nordjyde, så jeg tror på, at det skal være enkelt. Mit udgangspunkt i alt det, jeg laver er, at det skal være spiseligt rent teknisk, så alle kan være med, siger hun med et smil.

Louise Frøkjær har også en anden passion. Hun er vild med krøller.

– Curly cuts er noget af det, jeg laver allermest af. Jeg har kunder med naturkrøller, der kommer til Tornby fra hele landet, fortæller hun og fortsætter med et smil:

– Jeg elsker simpelthen at arbejde med krøller. De er svære at klippe, og det der er svært, har det med at blive en passion hos mig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste