Billede beskrivelse

Lone har investeret i avanceret massagestol

10. juli 2024 kl. 19.01
Opdateret 11. juli 2024 kl. 07.40

HJØRRING: Lone Heitmann fra Fødder i Centrum har fået en ny "medarbejder" i klinikken på Grønnevej. Hun har nemlig investeret i en ny elektrisk stol til massage.

Selvom Lone Heitmann er uddannet til at give fysiologisk massage, har hun måtte acceptere, at hendes egen krop ikke længere kan holde til at give massage.

- Og så var det jo, at jeg kom i tanke om, at sådan en stol kunne være løsningen – til glæde for mine kunder, men også til glæde for mig selv, siger hun.

Den nye stol har i alt 24 programmer af 20 minutters varighed med forskellige fokuspunkter og massageformer. Inden den går i gang med at massere, laver den en analyse af kroppen, fortæller Lone Heitmann.

Billede beskrivelse

Kunderne har allerede taget godt imod den nye stol, som de sætter sig i fuldt påklædt. Dog skal sko, ure og lignende af, inden massagen går i gang.

- Den har jo også den fordel, at for eksempel et ægtepar kan følges herhen. Mens den ene får lavet fødder, kan den anden nyde 20 minutters massage i stolen og få ro i kroppen og hovedet, siger Lone Heitmann.

Det er muligt at booke tid i den nye stol ved at ringe til Fødder i Centrum eller ved at booke via hjemmesiden. Der kan både bookes enkelte tider, og Lone Heitmann tilbyder også et klippekort.

I den anden halvdel af Lone Heitmanns klinik, nemlig den, der har fødderne i centrum, er der nok at lave.

- Jeg har altid mange, der kommer her med problemer i forhold til diabetes, nedgroede negle, ligtorne eller problemer med hård hud, fortæller Lone Heitmann, der er statsautoriseret fodterapeut.

- Men det er nu også tydeligt, at det er blevet sommer, for der kommer også en del, der blot skal have fødderne gjort sommerklar, smiler hun og peger på rækken af farvestrålende neglelakker.

Fødder i Centrum har til huse på Grønnevej 5 i Hjørring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste