Michael Valgren stillede op til selfies inden start fra Bygma Hjørring.
Shopping

Lokale håndværkere udfordrede Valgren i Tour de Vendsyssel

Bygma Hjørring inviterede på hyggetur og cykelsnak - og en udtur med stærk vind i ryggen

12. maj 2022 kl. 16:33

HJØRRING: 1. juli kører Michael Valgren første etape i Tour de France. Og torsdag inden bededagsferien testede håndværkere fra Vendsyssel formen af sammen med den professionelle tour-rytter.

Bygma er sponsor for den danske del af touren, og bag torsdagens løb stod Bygma Hjørring.

- Vi har selvfølgelig sørget for ordentligt vejr til jer - rigtig Vendsyssel-vejr. Det både regner og blæser og sikkert fra alle sider, sagde direktør Morten Kvist med et nik mod målportalen, der var hentet inden døre, fordi hård blæst forinden havde arbejdet på at sende den i retning af Frederikshavn.

Lagt op til spurt

Dagens rute var på cirka 65 kilometer. Feltet cyklede i samlet flok, men undervejs blev der mulighed for en rask spurt med chance for at give Valgren baghjul. Og ellers stod den på hygge og masser af cykelsnak.

- Det er et rigtig godt initiativ, sagde Henrik Kraglund, der er indehaver af Jesper Morild Tømrer og Snedker Aps.

Henrik Kraglund holder sig i form på motionscyklen, og han blev ikke afskrækket af invitationen til 65 kilometer i sadlen.

- Selvom jeg ikke er helt i form, skal jeg nok klar den. Det er jo et socialt arrangement med en masse gode snakke og historier undervejs. Det bliver en let træningstur, tilføjede han.

Opvarmet med 110 kilometer

Michael Valgren havde om formiddagen snuppet en træningstur på 110 kilometer, inden han landede i Hjørring.

- Det er meget god træning at tage to ture om dagen - det giver noget til forbrændingen og et testosteron-boost, sagde Thy-rytterne, inden start.

Tour-leder var Claus Michael Møller, der er tidligere professionel cykelrytter - og han har tilmed rødder i Hjørring. Så han var i den grad på hjemmebane.

- Jeg har kørt vejene i Vendsyssel tynde.

Kort før starten væltede vandet ned over Hjørring, men det stoppede igen, inden deltagerne satte kurs mod et pitstop i Bindslev. Udturen bød på medvind ad libitum, mens feltet på turen hjem måtte trampe ekstra hårdt i pedalerne. Og det var da også en tiltrængt grillbuffet, der mødte rytterne, da de nåede målstregen efter to-tre timers tour i Vendsyssel.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu